Mandag blev nogle bestemte stærke nudler tilbagekaldt, da de indeholdt så meget totalcapsaicin, at de kunne give en akut forgiftning.
Totalcapsaicin er det kemikalie, der giver chilier deres stærke og skarpe smag, så nudlerne blev med andre ord tilbagekaldt for at være for stærke.
Men at nudler, der specifikt reklamerer med at være 'spicy', kan være for stærke, er noget, der vækker undren - og forhånelse.
»Vi forstår, at den danske fødevaremyndighed tilbagekaldte produkterne, ikke på grund af et problem med deres kvalitet, men fordi de var for stærke,« siger det sydkoreanske firma bag nudlerne, Samyang, til BBC.
»Produkterne bliver eksporteret globalt, men det er første gang, de er blevet tilbagekaldt af ovennævnte grund.«
Helt så diplomatiske er brugerne på 'Spicy'-subreddittet - en underside dedikeret til et specifikt emne, i dette tilfælde stærk mad - der findes på internetforaet Reddit.
Her er nyheden også blevet delt, og der er kun latter til overs for Fødevarestyrelsens beslutning.
Nogle af kommentarerne lyder sådan her:
Undskyld danskere, men vi er nødt til at joke med det, når jeres tolerance for stærkt mad er så lav, at regeringen (Fødevarestyrelsen, red.) er nødt til at involvere sig.
Hold da op. Selv Buldak 2x (nuddelmærket, red.) er bare en mild frokost for mig. Danmark er svagt.
At kalde det 'giftigt' er en overdrivelse. Forbyd da også alkohol, da tømmermænd også er en 'giftig' oplevelse.
Chili Klaus må være i gang med at planlægge et kup.
Angrebet på København skal være brændende og voldsomt. Fyld jeres lommer med reapers (chilipeber, red.), vi rider ved daggry!
Men ifølge enhedschef ved Fødevarestyrelsen, Henrik Dammand Nielsen, er der god grund til, at nudlerne blev tilbagekaldt.
»Mængden af stærk chili er endnu højere i de undersøgte nudler, end i chilichips som tidligere har ført til forgiftningsskader blandt børn i Tyskland. Derfor er det er vigtigt, at forældre er opmærksomme på de ekstreme nudelvarianter og undgår dem,« forklarede han i en pressemeddelelse.
