Hvis det bliver nødvendigt, kan landene, der er medlem af Det Internationale Energiagentur (IEA), frigive endnu mere olie fra reserverne, end de 400 millioner tønder, som blev aftalt i sidste uge.

Det siger den administrerende direktør for IEA, Fatih Birol, i en udtalelse mandag eftermiddag, skriver Reuters.

De 400 millioner tønder olie, som frigives den kommende tid, udgør cirka 20 procent af de samlede reserver, fortæller han.

- På trods af denne enorme frigivelse har vi stadig en masse tilbage på lager. Denne frigivelse vil, når den er gennemført, kun have reduceret nødlagrene i IEA-landene med omkring 20 procent, siger Fatih Birol.

De 400 millioner tønder, som sendes ud i den globale oliehandel, er den hidtil største mængde, som energiagenturet har frigivet fra sine reserver.

Beslutningen om frigivelsen blev truffet sidste uge efter knap halvanden uge med stigende oliepriser og faldende oliemængder på det globale marked.

Oliepriserne begyndte at stige, efter at Israel og USA angreb Iran den 28. februar, og efter at Hormuzstrædet i praksis blev lukket.

Hormuzstrædet, som er en vigtig transportvej for udskibning af olie fra landene omkring Den Persiske Golf, blev lukket for civil skibstrafik på grund af risiko for angreb, og fordi Revolutionsgarden tog kontrol over strædet.

32 lande er medlem af IEA - herunder Danmark, en række andre europæiske lande, USA, Canada, Australien og Japan.

Medlemslandene er forpligtede til at have olielagre, som kan udnyttes i krisesituationer og i tilfælde af forstyrrelser på det globale oliemarked.

Landene skal opbevare en mængde olie, som svarer til den mængde, de enkelte lande importerede i løbet af 90 dage det foregående år.

Oliereserverne kan blandt andet opbevares i raffinaderier, olieterminaler og oliefelter under jorden eller under havbunden.

Under krigen i Mellemøsten har prisen på råolie flere dage været over 100 dollar per tønde. 9. marts nåede olieprisen helt op på 115 dollar per tønde, hvilket var det højeste niveau siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022.

Til sammenligning lå olieprisen omkring 65 dollar per tønde i dagene op til den 28. februar, hvor Israel og USA iværksatte krigen mod Iran.

/ritzau/