Ingen superyachter. Ingen champagne i Saint-Tropez.

Når Kinas politiske elite holder sommerferie, går turen i stedet til en ydmyg badeby omkring 300 kilometer øst for Beijing, skriver CNN.

Her ligger Beidaihe.

En ferieby med gyldne sandstrande, simple restauranter og millioner af helt almindelige kinesiske turister.

Men hvert år i begyndelsen af august sker der noget.

Sikkerheden bliver skærpet. Droner bliver forbudt, og besøgende må hverken flyve i luftballon eller tage på private sejlture langs kysten.

Kort efter forsvinder Kinas leder Xi Jinping og hans nærmeste folk fra offentligheden. 

Der kommer ingen officiel meddelelse.

Men offentlige optegnelser viser ifølge CNN, at den kinesiske partitop typisk er væk i mellem ti og 14 dage. Kun ved alvorlige begivenheder som naturkatastrofer viser lederne sig normalt offentligt i den tid.

Kinas tidligere statsminister li Peng på et resort i Beidaihe. Foto: Afp Photo/AFP/Ritzau Scanpix

Traditionen går tilbage til 1953, hvor Mao Zedong valgte Beidaihe som sommerarbejdsplads for Kommunistpartiets top.

I dag er opholdet omgærdet af langt større hemmelighedskræmmeri.

Den pensionerede journalist Johnny Erling fortæller, at han under et besøg oplevede politibetjente på stranden, som lod, som om de var almindelige badegæster.

»Overalt så jeg sikkerhedsfolk tale i walkie-talkies: ‘En udlænding kommer! En udlænding kommer!’«, siger han til CNN.

Beidaihes ser på overfladen beskeden ud, men ifølge lokale gemmer der sig et helt andet system for magthaverne, hvor stærkt afskærmede områder udelukkende er forbeholdt for den politiske top.