Hvordan kommer man videre, når den person, der burde stå en allernærmest, udsætter en for den værste forbrydelse?
Gisèle Pelicot blev verdenskendt i 2024, da hendes mand blev dømt for at have voldtaget hende gennem flere år – og for at have inviteret andre mænd til at gøre det samme, mens hun var bedøvet.
Hun kunne have valgt anonymitet under retssagen, men i stedet stod hun frem med navn og ansigt for at sikre, at gerningsmændene ikke forblev anonyme.
I dag understreger hun, at hun har fundet lykken igen. Men sagen sprængte familien i stykker, og hun mangler stadig svar fra sin eksmand.
Det fortæller hun i et stort interview med The Guardian.
Hun har tidligere fortalt, hvor vanskeligt det var at begribe, dels hvad hun havde været udsat for, dels at forstå sagens enorme omfang.
Den ubærlige smerte ved at skulle ringe til sine tre børn og fortælle dem sandheden om deres far.
Hvordan den slags tragedie ikke bringer en familie sammen, men i stedet »sprænger alt i stykker«, så hver især måtte forsøge at samle stumperne på egen hånd.
For at få en form for afslutning fortæller hun nu, at hun sandsynligvis senere i år vil besøge sin eksmand i fængslet for at tale med ham ansigt til ansigt en sidste gang.
»Jeg har brug for svar. Hvorfor forrådte du os sådan her? Hvorfor gjorde du os så meget skade? Hvorfor? Jeg har ingen svar. Jeg har prøvet at forstå,« siger hun.
Det var heller ikke kun Gisèle Pelicot, som eksmandens forbrydelser gik udover. Han blev også kendt skyldig for i al hemmelighed at have taget uanstændige billeder af deres voksne datter, samt af konerne til parrets to sønner.
Deres datter, Caroline, er overbevist om, at hendes far også har voldtaget hende. Men manglen på klare beviser er, ifølge Gisèle Pelicot, »et uendeligt helvede« for hende.
Gisèle Pelicot har i februar indledt en international bogturné efter udgivelsen af sin erindringsbog, 'En hymne til livet'.
En bog, som med hendes egne ord handler om håb og den beslutsomhed, der fik hende til at så frem.
I dag danner hun par med en ny mand ved navn Jean-Loup, hvor de bor ved Frankrigs vestkyst. Hun havde aldrig forudset, at hun ville finde kærligheden igen, men de er lykkelige, fortæller hun.
Dominique Pelicot fik maksimumsstraffen på 20 år, mens 50 andre mænd fik fængselsstraffe på mellem fem og 15 år.
