Det var juleaften, og den unge mand ville forkæle sig selv med lidt god kylling fra den lokale grillbar.
Men da 18-årige Marwan Khadir kom hjem i sofaen i sin lejlighed i London, stod katastrofens omfang pludselig klart for ham.
Ekspedienten fra grillbaren havde ikke som lovet kommet tre pakker hvidløgssauce og tre pakker mayonnaise med i posen med kylling.
I stedet var der kommet simpel burgersauce med maden. Og det fik ifølge tyske Bild den 18-årige til at skride til handling.
Resolut gik han tilbage til grillbaren og forsøgte at forklare ekspedienten, hvilken fatal brøler der var blevet begået.
Det lykkedes tilsyneladende ikke helt i det ønskede omfang, for på videoovervågningsbilleder, som politiet i den engelske hovedstad har offentliggjort i forbindelse med afslutningen af retssagen mod den 18-årige, kan man se ham trække en pistol i grillbaren.
Det skete, efter at ekspedienten i første omgang havde forhindret ham i at springe over disken.
Det fik gerningsmanden til at tage ekspedienten i kraven, slå ham og trække en pistol frem fra bukselinningen.
»Jeg slår dig ihjel nu,« truede han i den forbindelse under sit sammenlagt to minutter lange raseribesøg i grillbaren.
Takket være en grundig hasteefterforskning i juledagene lykkedes det kort efter nytår Metropolitan Police i London at finde frem til den 18-åriges bopæl i forstaden Penge og anholde ham.

I hans lejlighed fandt man både pistolen og ammunition, der dog begge dele viste sig at være attrapper.
Det har nu udløst en straf til den 18-årige på tre års fængsel.
I retten tilstod han at have været i besiddelse af kopi-pistolen for at sprede frygt. Han tilstod også at have angrebet ekspedienten i grillbaren og truet med at slå ham ihjel.

