Et gigantisk synkehul med en diameter på hele 70 meter er dukket op på en landmands marker i det centrale Mexico. Det truer nu med at sluge et hus, der balancerer på kanten af det store, vandfyldte hul.

Synkehullet er opstået i Santa María Zacatepec, der ligger i delstaten Puebla. Det er omkring 20 meter dybt, fortalte Miguel Barbosa Huerta, der et statens guvernør, på en pressekonference.

Han fortalte, at familien, som bor tæt ved synkehullet, er blevet evakueret. Ingen er kommet til skade, men han advarer de lokale indbyggere om, at de skal holde sig på afstand. Det skriver CNN.

Synkehullet startede med at være blot fem meter i diameter, da det først viste sig. Men så gik det hurtigt. I løbet af bare et par timer voksede det til en gigantisk størrelse med en diameter på godt 70 meter, siger miljøminister Beatriz Manrique.

Med en diameter på godt 70 meter er hullet kæmpestort. Heldigvis er ingen mennesker kommet til skade.
Med en diameter på godt 70 meter er hullet kæmpestort. Heldigvis er ingen mennesker kommet til skade. JOSE CASTANARES

»Vi tror, at det måske skyldes en kombination af to faktorer. Marken har været blød, fordi hele området har været opdyrket. Det og så afvandingen af grundvandet, der gør de underliggende jorder bløde,« siger Manrique.

Myndighederne vil nu undersøge, hvad der egentlig skete. I den proces indgår studier af jordens beskaffenhed, og det kan tage op til en måned.

Synkehullet begyndte at vise sig i lørdags. Det blev hurtigt fyldt med vand, som hele tiden bevæger sig i en cirkel.

Synkehuller optræder blandt andet, når jorden ikke længere kan støtte den jord, der ligger ovenpå. Det kan ske på flere måder, blandt andet ved at klippen nedenunder bliver eroderet væk.

En masse mennesker har været på besøg på marken, hvor det store synkehul er opstået.
En masse mennesker har været på besøg på marken, hvor det store synkehul er opstået. JOSE CASTANARES

Det kan også skyldes, at grundvandet går igennem et område og efterlader et hulrum, som jorden kan falde ned i.