Det tog ikke mere end et par dage, før den dømte Ghislaine Maxwell beskrev en glædelig hverdag bag murerne i det nye fængsel til sin familie og venner i flere nu lækkede e-mail.
I august blev hun nemlig overflyttet til minimumssikret kvindefængsel i Bryan, Texas, hvor hun tilsyneladende har det bedre, end hun længe har haft det.
Det skriver hun i hvert fald i en række e-mail, som NBC News har fået fat i.
»Jeg har ikke set et eneste slagsmål, narkohandel eller en bevidstløs indsat. Jeg føler, at jeg er faldet gennem spejlet i Alice i Eventyrland. Jeg er meget, meget lykkeligere her – og vigtigst af alt, i sikkerhed,« skrev hun i en e-mail til et familiemedlem ifølge mediet.
Flere indsatte hævder over for mediet, at hun bliver behandlet som en VIP (meget vigtig person, red.). De påstår, at hun får mad leveret til værelset, kan træne og gå i bad alene om aftenen.
Hertil også, at de risikerer at blive straffet, hvis det bliver opdaget, at de taler med pressen.
Ghislaine Maxwell afsoner 20 års fængsel for at have rekrutteret unge piger til overgreb begået af den afdøde erhvervsmand Jeffrey Epstein.
Derfor har hendes overflytning til det nye fængsel også vakt harme blandt politikere.
Demokraterne Robert Garcia og Jamie Raskin kræver nu svar fra ledelsen i fængslet på, om præferencebehandlingen er sand.
Fængselsbetjentene har endnu ikke svaret på kritikken, men Ghislaine Maxwells advokat, David Oscar Markus, har reageret kraftigt på de lækkede e-mail.
»At offentliggøre en fanges private e-mail er ikke journalistik. Det er tabloid opførsel,« lød det i en erklæring til mediet.
