Demonstranter i Georgien blev sidste år sandsynligvis sprøjtet med et kemisk kampstof, der stammer fra Første Verdenskrig.

Det skriver BBC, som har talt med eksperter i kemiske våben, whistleblowere fra Georgiens uropoliti og læger.

Ifølge en undersøgelse fra det britiske medie peger beviser i retning af brugen af stoffet brombenzylcyanid. Stoffet menes at være blevet brugt i vandkanoner mod demonstranterne.

Flere har meldt om en brændende fornemmelse på huden, der ikke kunne vaskes af. Nogle klagede over åndenød, hoste og opkast i uger.

Georgiske myndigheder afviser undersøgelsen som "absurd".

Brombenzylcyanid blev udviklet under Første Verdenskrig. Stoffet kan anvendes som tåregas, men blev i 1930'erne udfaset, da der var bekymringer om de langvarige effekter, skriver BBC.

Professor Christopher Holstege, som er leder af University of Virginias afdeling for medicinsk toksikologi, mener, at de indsamlede beviser peger i retning af det i vidt omfang udfasede stof.

- Hvis det faktisk er tilfældet - at dette kemikalie er blevet bragt tilbage - så er det yderst farligt, siger han til mediet.

Protesterne i Georgien eskalerede sidste år, efter at den georgiske regering i november sagde, at den ønskede at suspendere tiltrædelsesprocessen om at blive et EU-medlemsland indtil slutningen af 2028.

Kort forinden var der blevet afholdt parlamentsvalg i en meget polariseret atmosfære og under beskyldninger om valgsvindel.

International lovgivning giver mulighed for, at myndigheder kan bruge kemikalier til at kontrollere folkemængder. Men brugen skal være proportional, og effekterne skal være kortvarige, skriver BBC.

Brombenzylcyanid er nævnt på en liste over kemiske kampstoffer hos Beredskabsstyrelsen. Her beskrives det som meget giftigt og lokalirriterende.

Symptomer er ved indånding blandt andet "hoste, trykken for brystet, kvalme, svimmelhed og hovedpine". Ved stor udsættelse kan det også medføre "bevidstløshed, krampe og åndedrætssvigt".

/ritzau/