De har krammet og holdt i hånd foran rullende tv-kameraer, og George W. Bush forstår ikke, hvorfor det overhovedet har fået opmærksomhed.

»Jeg synes, at det er et problem, at amerikanere er så polariserede i deres måde at tænke på, at de ikke kan forestille sig, at George W. Bush og Michelle Obame kan være venner,« siger han.

Men det er de, den tidligere republikanske præsident og den tidligere demokratiske førstedame. Og det fortæller George W. Bush om i et interview med tv-stationen CBS.

Her sætter han ord på det øjeblik, hvor reaktionen fra omverdenen især overraskede ham.

George W. Bush og Michelle Obama holder hånd under en mindeceremoni.
George W. Bush og Michelle Obama holder hånd under en mindeceremoni. Foto: CARLO ALLEGRI
Vis mere

I forbindelse med en mindehøjtidelighed for dengang nyligt afdøde John McCains i 2018 gav George W. Bush en pastil til Michelle Obama.

»Det blev blæst allermest op, da jeg gav hende en Altoid (en myntepastil, red.) ved McCains begravelse. Og det chokerede mig. Vi kom ind i bilen bagefter, og det var enten Barbara eller Jenna (hans døtre, red), der sagde: 'Hey, du trender', erindrer George W. Bush om øjeblikket, der altså allerede var blevet stort på sociale medier:

»Det amerikanske folk var så overrasket over, at Michelle Obama og jeg kunne være venner.«

I forbindelse med en udstilling på Smithsonian National Museum of African American History and Culture blev de to også foreviget sammen i 2016. Også dengang vakte det stor opmærksomhed.

George W. Bush og Michelle Obama krammer på Smithsonian National Museum of African American History and Culture.
George W. Bush og Michelle Obama krammer på Smithsonian National Museum of African American History and Culture. Foto: ZACH GIBSON
Vis mere

George W. Bush kalder det i interviewet med CBS for 'det store kram'.

Også ved andre øjeblikke har deres tætte forhold været tydeligt for omverdenen.

De er flere gange blevet set holde i hånd ved officielle arrangementer, og også ved begravelsen for faren George H. W. Bush i 2018 kunne man se George W. Bush give Michelle Obama en form for pastil.

Michelle Obama har tidligere fortalt om forholdet til George W. Bush, som ikke mindst er vedligeholdt, fordi de 'ifølge protokollen' altid bliver placeret ved siden af hinanden ved alle større arrangementer. Det gør de, fordi Obama-familien efterfulgte Bush-familien i Det Hvide Hus.

Også ved mindehøjtideligheden for George H.W. Bush gav George W. Bush en pastil til Michelle Obama. det var senere i 2018.
Også ved mindehøjtideligheden for George H.W. Bush gav George W. Bush en pastil til Michelle Obama. det var senere i 2018. Foto: ERIK S. LESSER
Vis mere

»Så vi er altid sammen, og jeg elsker ham højt. Han er en vidunderlig og sjov mand,« har hun sagt til Time Magazine.

George H. W. Bush var USAs præsident fra 2001 til 2009.

Michelle Obama var førstedame i 2009-2017 som Barack Obamas hustru.