Gates Foundation har indledt en ekstern gennemgang af organisationens forbindelser til den afdøde finansmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Det oplyser den velgørende organisation i en udtalelse tirsdag.

Gates Foundation har været genstand for flere kontroverser på grund af bestyrelsesformand Bill Gates' forbindelse til Epstein.

Microsoft-grundlæggeren stiftede i år 2000 organisationen med sin daværende hustru, Melinda Gates.

I januar viste e-mails, der blev offentliggjort af USA's justitsministerium, at der også havde været kommunikation mellem ansatte i Gates Foundation og Epstein.

- Tidligere i år bestilte Gates Foundations administrerende direktør, Mark Suzman, en ekstern gennemgang for at vurdere fondens tidligere engagement med Epstein samt vores nuværende politik for at screene og udvikle nye filantropiske samarbejder, lyder det i udtalelsen.

- Den gennemgang er på vej, og vi regner med, at bestyrelsen og ledelsen vil få en opdatering den her sommer.

Wall Street Journal bragte tidligere tirsdag de første meldinger om undersøgelsen.

Ifølge avisen har Mark Suzman i en intern meddelelse til organisationens stab skrevet, at Gates Foundation står i en udfordrende tid.

- Det her er en udfordrende tid for vores organisation på mange måder, men det fremhæver også den afgørende betydning af at træffe de svære beslutninger nu.

Gates Foundation har til nyhedsbureauet Reuters bekræftet, at hele organisationen i marts fik en e-mail om undersøgelsen.

I februar sagde fonden, at den ikke har foretaget nogen betalinger til Epstein.

Han har heller ikke på noget tidspunkt været ansat, og Gates Foundation fortryder, at medarbejdere har haft nogen form for kontakt med ham, lød det.

I de dokumenter om Epstein, der blev frigivet af Justitsministeriet, er der billeder af Bill Gates sammen med Epstein. På billederne er der også kvinder, hvis ansigter er sløret.

Bill Gates har sagt, at hans forhold til Epstein var begrænset til filantropi, og at det var en fejl at mødes med ham. Han har afvist at have tilbragt tid med ofre for Epsteins seksuelle overgreb.

Gates Foundation er en af verdens største finansieringskilder for globale sundhedsinitiativer.

/ritzau/Reuters