Endnu en højt profileret medarbejder har forladt Tesla.

Det drejer sig om Omead Afshar, der havde titlen manager. Han var ansvarlig for salg og produktion i Europa og Nordamerika, men især i Europa er efterspørgslen på Tesla-biler styrtdykket.

Det skriver Handelsblatt, der også henviser til Bloomberg. 

Afshar blev betragtet som en fortrolig og nær medarbejder til Elon Musk. Han rapporterede direkte til Musk og stod spidsen for et team på mere end et halvt dusin højt kvalificerede medarbejdere.

Han blev ofte kaldt Elon Musks 'bøddel' og 'brandmand'.

Tesla har ikke selv meldt noget ud, men Afshar er forsvundet på listen med navne over folk i ledelsen. 

Ashfar kom til Tesla i 2017 og stod i spidsen for opførelsen af den nye fabrik i Texas. Han blev forfremmet i 2024 til leder af salg og produktion i Nordamerika og Europa. Hans exit føjer sig til en voksende liste af prominente afgange fra ledelsesteamet. 

Ifølge magasinet Forbes skulle han være blevet afskediget af Musk selv.

Milan Kovac, udviklingschef for den humanoide robot 'Optimus', har forladt virksomheden indenfor de seneste uger – officielt for at bruge mere tid sammen med sin familie. Jenna Ferrua, som senest var chef for Human Resources i Nordamerika, har også forladt Tesla.

Så der er gang i svingdøren hos Tesla, der forventes at offentliggøre sine nye leverings- og produktionstal i midten af næste uge. Ifølge analysefirmaet FactSet regner markedsobservatører i øjeblikket med 393.000 leveringer, hvilket ville svare til et fald på 11 procent i forhold til samme kvartal sidste år.