Egentlig var kunstner Jens Galschiøt i Ungarn af helt andre årsager, men pludselig var det meget tydeligt, at krigen i Ukraine var tæt på.

For hvor han egentlig skulle rejse en udgave af sit værk 'Skamstøtten' som en protest mod et stort samarbejde mellem Kina og Ungarn, var det allerede åbenlyst på hotellet, at andre humanitære kriser fandt sted lige i baghaven.

»På vores hotel, som er et af dem med hundrede af værelser, er der fyldt med nigerianere, der har levet i Ukraine. Nogle har studeret, andre arbejdet, men alle er de altså flygtet fra krigen,« lyder det fra kunstneren, som befinder sig i Budapest, da B.T. taler med ham.

Beboerne på hotellet er dog ikke den eneste påmindelse om, at en krig er brudt ud i Europa. For krigen kom også pludseligt meget tæt på, da Jens Galschiøt pludselig fik et opkald.

»Jamen pludselig ringede min søn, Kasper, og fortalte, at han var taget til Moldova med fem andre gutter fra Fyn. De var bare taget afsted, for at hjælpe i Moldova, hvor der også er mange ukrainske flygtninge. Der tog de ned med tøj,« siger Jens Galschiøt.

Sønnen var kun 35 kilometer fra Budapest, da han ringede, men måtte haste videre for at hjælpe i landet, der ligesom Ungarn har grænse til Ukraine. Derfor var der ikke tid til at se, en udgave af farens kunstværk Skammens Støtte blive rejst. Den blev rejst som en protest over et nyt universitet, som bygges med kinesiske milliarder, siger kunstneren

Skammens Støtte er et mindesmærke for de demonstranter, der blev dræbt på den himmelske fredsplads i Beijing i 1989, og en anden udgave blev for nylig fjernet ved Hong Kong Universitet efter et påbud fra Kina.

»Det var jo ikke fordi, den her rejsning af skamstøtten i Budapest på nogen måder havde noget med krigen i Ukraine at gøre, men det kom den alligevel til,« siger Jens Galschiøt:

»For det første var skamstøtten, da den blev rejst, svøbt i det ukrainske flag, og så kom flere af talerne også omkring krigen.«

Krigen i Ukraine har også påvirket stemningen i Ungarn, som Jens Galschiøt oplever det.

Eksempelvis havde han og hans kone, Colette, der har ungarske aner, været på restaurant, hvor tjeneren var meget bekymret for det antal flygtninge, der var på vej. Tjeneren var endt med at blive helt irriteret på kunstneren og hans kone, da de havde talt om det, der foregår.

»Overvejende oplever jeg dog, at der er en meget positiv holdning overfor at hjælpe. Ligesom man også ser det i Danmark. Det ungarske folk er meget søde mennesker,« siger Jens Galschiøt.

Tidligere har Ungarns præsident Viktor Orbán støttet Vladimir Putin, men i disse dage har han trukket støtten. Så det er endnu et link til en krig, der trækker tråde i Ukraines naboland Ungarn.

Jens Galschiøt siger, at skamstøtten med sit opgør for et totalitært system, bliver meget aktuel i forhold til invasionen i Ukraine. Og af samme grund er kunstneren også stolt af både sin søn, men også generelt den måde, danskerne har ageret efter krigen.

»Jeg er forbavset over, hvordan danskerne har reageret på krigen, og jeg synes, der er noget meget smukt i, at man har lavet meget voldsomme restriktioner, der også går ud over os selv.«

Skamstøtten blev rejst 2. marts klokken 12 på Free Hong Kong Road med samarbejde med Budapests borgmester Gergely Karacsony.