G7-landene mener, at der er beviser for, at Rusland var indblandet i nedskydningen af malaysisk passagerfly.

Ottawa. Udenrigsministrene fra G7-landene vil stille Rusland til regnskab for medvirken til nedskydning af passagerflyet MH17 fra Malaysia Airlines over Ukraine.

Alle 298 mennesker på flyet blev dræbt ved nedskydningen, der fandt sted den 17. juli 2014. Det er fire år siden på tirsdag.

Flyet var på vej fra Amsterdam i Holland til Kuala Lumpur i Malaysia, da det blev ramt af et missil.

I en fælleserklæring siger G7-ministrene, at undersøgelsen af nedskydningen har vist bekymrende afsløringer, der siger, at Rusland var involveret.

- Vi står sammen i vor støtte til Australien og Holland, som opfordrer Rusland til at redegøre for sin rolle i denne sag og samarbejde fuldt i processen med at finde frem til sandheden og retfærdighed for ofrene og deres pårørende, siger ministrene fra G7.

Mange af de dræbte var hollændere og australiere.

Opfordringen kommer kort før, at USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, mandag holder topmøde i Helsinki, den finske hovedstad.

G7 er en samarbejdsorganisation for verdens syv førende industrinationer, USA, Canada, Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien og Japan.

I maj sagde en undersøgelse, som Holland stod i spidsen for, at flyet blev ramt af et Buk jord-til-luft missil, der blev kontrolleret af en russisk raketbrigade udstationeret i byen Kursk.

Ifølge undersøgelsen blev missilet bragt fra Rusland og ind i et område i det østlige Ukraine, som kontrolleres af prorussiske oprørere. Det blev filmet flere gange i dagene omkring nedskydningen.

Den hollandske og den australske regering har sagt, at de måske vil aflevere hele den komplekse efterforskning til en international domstol, som så kan tage affære.

Flyet blev skudt ned over det østlige Ukraine omkring 50 kilometer fra grænsen til Rusland.

Rusland har betegnet undersøgelsens konklusioner som "uden grundlag".

/ritzau/AFP