G7-ledere lover et tættere samarbejde om både risici og muligheder ved avanceret kunstig intelligens (AI).

Det fastslår lederne i en fælles erklæring på G7-topmødets sidste dag, skriver Reuters.

Derudover har de drøftet muligheder for at give lande uden for USA adgang til avancerede amerikanske AI-modeller fra virksomheder som Anthropic gennem en ordning med såkaldte "pålidelige partnere".

Lørdag oplyste selskabet Anthropic, at det lukker for sine brugeres adgang til de mest avancerede AI-modeller.

Det skyldes ifølge selskabet, at den amerikanske regering kræver, at udlændinge ikke må få adgang til modellerne Fable 5 og Mythos 5 med henvisning til sikkerhedshensyn.

G7 består af USA, Canada, Frankrig, Japan, Italien, Storbritannien og Tyskland, mens også EU deltager i møderne.

Gruppen har ingen formelle magtbeføjelser. Det er et samarbejde, der hovedsageligt handler om at koordinere landenes politik og udveksle synspunkter.

Topmødet begyndte mandag i kurbyen Évian-les-Bains i det østlige Frankrig og slutter onsdag.

Også EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen understreger i forbindelse med topmødets sidste dag behovet for et tæt samarbejde mellem Europa og USA om kunstig intelligens.

- USA og EU bliver nødt til at være stærke partnere, når det kommer til AI, siger von der Leyen ifølge AFP og tilføjer:

- Vi bruger hinandens pålidelige teknologi, og vores finansielle systemer er forbundet med hinanden. Det er i vores fælles interesse, at borgere og virksomheder trygt kan bruge de bedste AI-modeller.

Fable 5 og Mythos 5, som USA har lukket for adgangen til for udlændinge, er de nyeste udgaver af Claude-sprogmodellen og er Anthropics hidtil mest kraftfulde af slagsen.

De blev lanceret 9. juni. Førstnævnte kan bruges bredt af offentligheden, mens sidstnævnte hovedsageligt er for godkendte organisationer.

Anthropic har forklaret, at USA's regering er blevet opmærksom på, at der findes metoder til at omgå nogle af de beskyttelsesmekanismer, der er i Fable 5.

En af disse mekanismer skal forhindre brugere i at anvende Fable 5 til at finde sårbarheder i computersoftware.

Selskabet beskriver det som en "mindre" sårbarhed i modellen.

/ritzau/