Den nu forhenværende justitsminister, Pam Bondi, fik i sparket af præsident Donald Trump i sidste uge.
Præsidenten gav ikke nogen begrundelse for fyringen af justitsministeren, men Bondis håndtering af Epstein-skandalen menes at være en væsentlig medvirkende faktor, ifølge kilder i Det Hvide Hus.

Men det faktum, at hun ikke længere har jobbet, betyder ikke, at hun slipper for ansvar.
Repræsentanternes Hus' særlige tilsynsudvalg, der undersøger Epstein-skandalen, har tidligere indkaldt Bondi til at vidne.
Den anmodning forsvinder ikke, bare fordi hun forlader ministerposten, skriver Politico.
Udvalgets formand, James Comer, vil nu afgøre, om det er nødvendigt.
Og det er medlemmer fra begge partier, der er ivrige efter at få Pam Bondi i vidneskranken.
'Bondi håndterede Epstein-sagen forfærdeligt og underminerede præsident Trumps omdømme alvorligt. Hun har forpurret alle bestræbelser på at holde dem ansvarlige,' skriver republikanske Nancy Mace, i et opslag på X.
Det amerikanske justitsministerium, med Bondi i spidsen, har modtaget enorm kritik for sin håndtering af offentliggørelsen af Epstein-filerne.
Blandt andet er det blevet beskyldt for at forsinke offentliggørelsen og dække over unødvendigt meget – og unødvendigt dårligt.

