Siden 2010 har ingen set den spanske pensionist Antonio. 

Alligevel blev han aldrig meldt savnet – og nu er han blevet fundet død i sin lejlighed i byen Valencia i Spanien femten år senere. 

Det skriver den spanske avis El Pais

I teorien kunne der være gået endnu flere år, før Antonio blev fundet. 

Opdagelsen skete nemlig ved en ren tilfældighed, da lejligheden blev oversvømmet på grund af et utæt afløbsrør.

Da brandmændene i den forbindelse tog et kig gennem vinduet, blev de mødt af et chokerende syn: 

Pensionisten Antonios skeletlignende og mumificerede lig, der lå blandt affald, insekter og duer i soveværelset. 

Ifølge El Pais havde naboerne ikke set manden siden 2010, og ingen havde meldt ham savnet. 

Hans postkasse var tom, og regningerne blev betalt automatisk fra hans bankkonto – hvilket kan forklare, hvorfor dødsfaldet gik ubemærket hen i så mange år.

Efterfølgende har flere naboer fortalt avisen, at han levede i isolation og »virkede deprimeret«. 

Politiet har ingen mistanke om kriminalitet, og dødsfaldet formodes at være naturligt.