En fuld politiker fra den amerikansk stat Michigan fortalte betjentene, som stoppede ham, at det ikke ville 'være godt' at anholde ham. For 'det er mig, der kontrollerer jeres budget', er han blevet citeret for at sige i en politirapport.
Jewell Jones, der er blevet valgt til Repræsentanternes Hus i Michigan i 2016 som bare 21-årig, fortalte politiet, at han burde have lov til at slippe. Han var jo en statslig lovgiver.
Det hele skete 6. april, hvor den unge Jewell Jones havde kørt sin sorte Chevy Tahoe ned i en grøft på Interstate 96. Det fremgår af en politirapport, som Detroit Free Press har fået fat i.
»Hvis I tager mig, så vil det være meget slemt for jer,« sagde den nu 26-årige Jones til politimændene, da de prøvede på at få ham i håndjern. »Jeg vil ringe til guvernør Gretchen Whitmer med det samme.«

Jones sagde også, at han skulle bruge betjentenes id-numre for at ringe til sin veninde fra demokraterne. Men politifolkene ville ikke lade ham få mobiltelefonen. Det skriver New York Post.
På et andet tidspunkt fortalte han politifolkene, at 'det ikke ville være godt for dem', for han var ansvarlig for politiets budget.
»Jeg står for jeres budget, brormand,« lød det fra Jones, rapporterer Detroit News.
Lovgiveren forsøgte sig også med at stikke sit emblem frem. Ifølge hans advokat er han nemlig frivillig politimand i byen Inkster.

Betjentene stoppede Jewell Jones, der slingrede sin sorte Tahoe ud af Interstate 96. Han stoppede og rullede derefter ned i en grøft, ifølge en rapport fra politiet.
De blev nødt til at bruge både peberspray og en taser for at få styr på Jones. En ladt .40-pistol af mærket Glock blev også fundet i en kopholder inde i bilen.
Endelig nægtede politikeren af blæse i et alkometer på stedet. Men politiet fik taget en blodprøve, og den sagde, at hans alkoholprocent var dobbelt så højt som det tilladte.
Jones er blevet tiltalt for at modsætte sig en anholdelse, at køre bil i fuld tilstand, at have et ladt våben, mens han var fuld, og endelig at køre uforsvarligt.
Hvis han bliver dømt for det hele, risikerer han at skulle tilbringe to år i fængsel.


