Den tidligere sovjetrepublik Kirgisistan forbyder al eksport af brændstof på ubestemt tid af frygt for russiske leveranceproblemer.
Det fremgår af et dekret fra landets regering, skriver Reuters.
Rusland er Kirgisistans med afstand vigtigste leverandør af olie, da 90 procent af olien importeres fra Rusland.
Ukrainske angreb på russiske oliefaciliteter har skabt forsyningsudfordringer, hvad angår olie fra Rusland og ind i Kirgisistan.
I stedet har regeringen i Kirgisistan rakt ud til nabolande i jagten på en alternativ forsyningskæde for at sikre tilstrækkeligt med olie.
Derfor er der indgået aftaler med Belarus og Kina om levering af diesel og flybrændstof, skriver Reuters.
Kirgisistan ligger i Centralasien og har omkring syv millioner indbyggere.
Landet er en nær allieret af Rusland, og russisk er - sammen med kirgisisk - officielt sprog i landet.
RITZAU