Frygter: Kan påvirke tre millioners helbred
Heathrow vil bygge en ny landingsbane til svimlende mange milliarder. Men en ny rapport afslører nu en række voldsomme konsekvenser.

Heathrow vil bygge en ny landingsbane til svimlende mange milliarder. Men en ny rapport afslører nu en række voldsomme konsekvenser.

Heathrow Lufthavn i London står til at få en tredje landingsbane, men en ny rapport viser, at det kan få konsekvenser for hele tre millioner mennesker.
Heathrow forsøger at bygge en 3.500 meter lang landingsbane, hvilket vil kræve, at motorvejen M25 flyttes samt tvangsopkøb af omkring 800 boliger.
Projektet, som anslås at koste 33 milliarder pund, vil gøre det muligt for lufthavnen at håndtere op mod 756.000 flyvninger med op til 150 millioner passagerer om året, skriver The Guardian.
Men den nye rapport viser nu, at udvidelsen vil få store, negative følger.
I en analyse lavet til det britiske transportministerium står der nemlig, at den nye landingsbane vil forværre larmen, vandkvaliteten og luftkvaliteten i området.
Og det bliver værre endnu.

Rapporten viser også, at den nye landingsbane kan skade muligheden for boliger, uddannelse, sundhedsvæsen, grønne områder og transport i området.
Derudover vil udvidelsen også svække lokalsamfundets identitet, samt påvirke modvirkningen af og tilpasningen til klimaforandringer, skriver konsulentfirmaet bag rapporten, Aecom.
Men det er ikke kun dårligt med en ekstra landingsbane.
Analysen konkluderer, at opførelsen af en tredje landingsbane sandsynligvis ville være gavnlig for beskæftigelse, indkomst, uddannelse, kompetencer og efteruddannelse, men slår fast:
»Det anses for sandsynligt, at der vil være negative virkninger i forhold til de øvrige faktorer, som dækker over miljømæssige og sociale hensyn, og mange af disse har potentiale til at være betydelige.«
Medlemmerne af det britiske parlament skal nu stemme om, hvorvidt de vil godkende politikken omkring indførelsen af den tredje landingsbane i Heathrow.