Der er næsten ingen intensivpladser tilbage på millionbyen New Delhis hospitaler.

Det vækker dyb, dyb bekymring frem mod weekenden, hvor sundhedsmyndighederne frygter, det kan gå helt galt.

Her afholdes den største hinduistiske festival hele året – Diwali – i New Delhi med alt hvad der til hører af fyrværkerishows og millioner af mennesker på gaden. Allerede op til weekenden er gaderne fyldt med borgere, der køber ind til festlighederne.

»Vi kommer til at være brandslukkere, fordi det ser ud til, at vi står foran en superspreder-begivenhed med Diwali. Befolkningen forstår ikke alvoren,« siger en højtstående person fra New Delhis sundhedsmyndigheder, som ønsker at være anonym, til Reuters.

Indbyggere i New Delhi handler ind op til weekendens store Diwali-festival. På byens hospitaler frygter man, at den hinduistiske fest bliver en supersprederbegivenhed.
Indbyggere i New Delhi handler ind op til weekendens store Diwali-festival. På byens hospitaler frygter man, at den hinduistiske fest bliver en supersprederbegivenhed. Adnan Abidi/Reuters

De officielle smittetal har været dalende i Indien som helhed, men ikke i hovedstaden New Delhi, hvor der bor omkring 20 millioner mennesker. Onsdag blev der registreret 8.593 smittetilfælde, og byens hospitaler kan allerede før den gigantiske Diwali-festival næsten ikke følge med.

Det har blandt andre Varunn Kaushik måttet sande.

Han tog sin 92-årige mor med til to af byens dyreste privathospitaler, da hun begyndte at hoste og iltniveauet i hendes blod styrtdykkede.

Ingen af dem havde plads til hende – selvom hun blev testet positiv for coronavirus.

Op til den traditionelle Diwali-festival er mange mennsesker på gaden for at handle ind i New Delhi.
Op til den traditionelle Diwali-festival er mange mennsesker på gaden for at handle ind i New Delhi. Adnan Abidi/Reuters

Til sidst måtte hun indlægges på et almindeligt corona-sengeafsnit. Torsdag var den 92-årige indiske kvindes tilstand ifølge sønnen stabil.

Luftforureningen er i forvejen meget høj i den indiske hovedstad, og den forventes at stige yderligere på grund af de mange fyrværkerishows, som med al sandsynlighed løber af stablen under Diwali selvom de er blevet bandlyst.

Det er blot en yderligere grund til bekymring, idet studier har vist, at borgere, der er udsat for høj luftforurening har op mod 20 gange større risiko for at dø med coronavirus.

Indien har registreret over 8,6 millioner coronasmittede og 128.000 dødsfald. Det er næst- og tredjeflest på verdensplan.