Frygten stiger i Belfast: Har fundet angrebsliste
Familien til offeret for drabsforsøg tager afstand fra optøjer.

Familien til offeret for drabsforsøg tager afstand fra optøjer.

Opdagelsen af en decideret angrebsliste med mulige mål for angreb på immigranter har øget frygten i Belfast.
Hovedstaden i Nordirland har de seneste dage været plaget af voldsomme uroligheder i gaderne, efter en 30-årig asylansøger fra Sudan er blevet fængslet for drabsforsøg på en lokal mand i mandags.
Ifølge svenske Aftonbladet har politiet i Nordirland på sociale medier fundet en konkret liste med adresser på immigranter, der er udset på mulige angrebsmål for vrede, indvandrerfjendtlige demonstranter.
»Vi har modtaget telefonopkald fra en række familier, husejere, naboer og medlemmer af det bredere samfund, der er yderst bekymrede over dette,« lyder det fra en talsmand fra politiet, der tilføjer:
»Det er uacceptabelt, det sætter liv i fare og skal stoppe.«
Onsdag aften var Belfast for anden aften i træk ramt af store uroligheder.
Flere hundrede mennesker klædt i sort og maskeret samledes i Belfast for at sætte ild til skraldespande og kaste mursten og flasker – herunder brændende molotovcocktails – mod politiet.
Politiet reagerede med vandkanoner og gummikugler for at sprede demonstranterne.
»Trods alle de appeller, vi har hørt i Nordirland i løbet af dagen, og alle de udtalelser, der fordømmer de forfærdelige racistiske angreb, som vi så på hjem og virksomheder i går aftes, har vi endnu en kritisk situation for politiet,« sagde Sky News-reporter Tom Parmenter onsdag aften.
Efter den sudanesiske asylansøgers drabsforsøg mandag aften, har det været hans etnicitet, som har været i fokus i forbindelse med demonstrationerne i Belfast.
Familien til offeret for knivoverfaldet offentliggjorde onsdag eftermiddag en udtalelse, hvor de pårørende gjorde det klart, at de ikke støtter de voldelige protester i Belfast
»Vi er fuldstændig knuste efter det forfærdelige angreb på vores kære. Det har været et stort chok for hele vores familie, og lige nu er vores eneste prioritet at være ved hans side og hjælpe ham med at komme sig,« lød det fra familien ifølge The Guardian.
»Vi er opmærksomme på spændingerne og protesterne efter hændelsen. Vi vil gerne gøre det absolut klart, at nattens uroligheder ikke er velkomne, og fredelige protester er den eneste vej frem,« understregede familien til offeret for knivoverfaldet.
Han pådrog sig alvorlige knivlæsioner i hovedet og ryggen, ligesom han mistede sit venstre øje.