En tysk far har ikke kunnet få kontakt til sine to teenagedøtre i adskillige timer. Han ved ikke, om de er i live, eller om de er omkommet under de voldsomme oversvømmelser i Tyskland.

Han hørte sidst fra døtrene på 13 og 17 onsdag aften, da han var på arbejde. De ringede for at sige, at vandet var begyndt at stige. Det fortæller han til det tyske medie Bild.

Han tog hen til en bro i nærheden for at hjælpe, men allerede da han ankom ved 22-tiden, stod det slemt til.

»Jeg kunne intet gøre. Jeg kunne bare kigge på, mens alt blev ødelagt,« siger han til mediet.

Faren har befundet sig på broen siden onsdag aften. Han kan ikke komme hen til sit hus, og han ved ikke, om det stadig står, eller hvordan hans døtre har det.

»Jeg har ikke hørt noget fra mine børn siden i går. Jeg ved ikke, om de lever eller ej. Vi håber, at de er i live,« siger han.

Han er indbygger i Altenburg, som ligger i det vestlige Tyskland. Det er et af de områder, der er hårdt ramt af de voldsomme oversvømmelser i landet.

42 døde og mange savnede

Oversvømmelserne har flere steder i Tyskland forårsaget masseevakueringer, sammenstyrtede bygninger, dødsfald og lukning af flere motorveje. Flere steder er der hverken strøm eller vand.

Mindst 42 mennesker er erklæret døde, oplyser tysk politi ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

Især delstaterne Rheinland-Pfalz og Nordrhein-Westfalen er hårdt ramt, hvor flere huse er styrtet sammen.

Omkring 30 personer savnes i øjeblikket i kommunen Schuld i Rheinland-Pfalz, efter at vandmasserne fik seks bygninger til at kollapse.

Flere huse er styretet sammen i byen Schuld i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. En indbygger stod på sin terrasse og så, hvordan vandmasserne rev huse, traktorer og lastvogne med sig. »Min Gud, min Gud, min Gud«, siger han.
Flere huse er styretet sammen i byen Schuld i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. En indbygger stod på sin terrasse og så, hvordan vandmasserne rev huse, traktorer og lastvogne med sig. »Min Gud, min Gud, min Gud«, siger han. Foto: BERND LAUTER
Vis mere

»Min Gud, min Gud, min Gud«

En indbygger i byen Schuld så, hvordan vandmasserne rev alt med sig.

Han stod på sin terrasse og så, hvordan vandet tog flere bygninger og traktorer, tankvogne og lastvogne med sig. Alt er væk, fortæller han til det tyske medie Súddeutsche Zeitung.

Han bor højt oppe, så han blev ikke selv ramt.

»Men dem, der bor længere nede... Min Gud, min Gud, min Gud,« siger han.

Manden er chokeret over, at så store vandmængder har ramt Tyskland.

»Det er noget, jeg tidligere har set på tv fra for eksempel Asien, men nu er det sket her,« siger han.

Flere bygninger er kollapset i byen Schuld i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. Omkring 30 personer meldes savnet.
Flere bygninger er kollapset i byen Schuld i den tyske delstat Rheinland-Pfalz. Omkring 30 personer meldes savnet. Foto: BERND LAUTER
Vis mere

15-årig pige revet med af vandmasser i Belgien

Belgien er også hårdt ramt af de store vandmasser. Den voldsomme regn har lammet dele af landet, og mindst seks personer er omkommet som følge af oversvømmelserne.

Vallonien er værst ramt. Her styrter vandmasser nogle steder gennem byer i første sals højde, og jernbaneskinner er flået væk.

Flere personer er savnet. Blandt andet en 15-årig pige, der var på sommerlejr i den sydlige del af landet. Hun blev pludselig revet med af vandmasser for øjnene af sine venner, der ikke kunne gøre noget, skriver lokale medier ifølge Ritzau.

Også byen Liège og regionen omkring er hårdt ramt af vandmasserne. I Trooz sydøst for Liège melder en borger på Twitter, at hans søster og en anden person har været fanget på første sal i en bygning siden onsdag eftermiddag. Vandet stiger stadig torsdag, og de er panikslagne, skriver han.

Myndighederne appellerer til, at man ikke forlader sit hjem i de berørte områder af Belgien. Soldater er sat ind, og det belgiske luftvåbens helikoptere er sendt i luften for at evakuere indbyggere.

Voldsom regn har ført til oversvømmelser og dødsfald i Belgien.
Voldsom regn har ført til oversvømmelser og dødsfald i Belgien. Foto: STEPHANIE LECOCQ
Vis mere