Et ubegribelig tragisk uheld kom lørdag aften til at koste en knap toårig pige livet i Østrig.
I byen Kopfing kom en 29-årig mor ved et uheld til at bakke familiens bil hen over sin lille datter, som legede bag bilen.
Ifølge det østrigske medie OöNachrichten indtraf det skæbnesvangre uheld i den lille by Kopfing tæt på grænsen til Tyskland i forbindelse med, at familien var ved at skifte dæk på deres bil foran garagen.
Da dækskiftet omkring klokken 18 var afsluttet, steg kvinden ind i bilen for at ville flytte den fra indkørslen til garagen.
Hun nåede kun at bakke et par meter, da hun hørte et brag og straks standsede bilen for at undersøge, hvad der var sket.
Da hun var steget ud, kunne hun til sin forfærdelse se, at hun var kommet til at køre over datteren, som nu sad fastklemt under bilen.
Den fortvivlede mor tilkaldte straks sin mand, ligesom der blev ringet til alarmcentralen.
Imens løb pigens far hen til bilen og fik den løftet ved hjælp af en donkraft, men datteren liv stod ikke til at redde.
Hun var dræbt på stedet, og heller ikke ambulancereddernes forsøg på livreddende førstehjælp kort efter bar frugt.
Den chokerede familie blev med det samme tilbudt psykologisk krisehjælp.

