Regnen er øset ned over Californien 24. december, og nu slår myndighederne alarm.
En omfattende risiko for oversvømmelse spreder sig, hvor flere områder nu evakueres fra det, der kan blive værste julestorm i årevis.
Det skriver LA Times og ABC News.
Men konsekvenserne har allerede været vidtrækkende.
Flere motorveje er lukkede, og der er evakueringsadvarsler i kraft i hele San Bernardino-regionen, mens beboere i Orange County allerede er tvunget til at evakuere.
Oversvømmelsesvarslerne, der dækker næsten hele det sydlige Californien svarende til cirka 41 millioner indbyggere, vil forblive gældende indtil om dagen den 25. december som minimum.
Skal man ikke evakueres, er der ifølge meteorolog i Oxnard Ariel Cohen kun en ting at gøre:
»Det kan være bedst at blive indendørs under denne storm. Der er en masse regn, som vil ophobe sig over flere dage.«
Røde Kors har allerede åbnet flere evakueringscentre, og juleindkøbere har søgt ly i indkøbscentre.
Blandt dem er Trini Johnson. Hun er bange for, at regnsprøjt fra andre biler vil skjule hendes udsyn.
»Jeg vidste ikke, om jeg skulle bremse eller ej. Det skræmte livet af mig,« fortæller hun til LA Times.
Videoer af de massive mængder vand er allerede begyndt at blive delt på sociale medier.
Herunder en video fra San Bernadino, hvor der er evakueringsadvarsler.

