Folk holder vejret på den israelske middelhavskyst netop nu.
Her er en mand savnet efter et hajangreb.
Den frygtelige episode skete mandag på stranden i byen Hadera.
Lokale myndigheder har lukket stranden, og redningsmandskab søger blandt andet på jetski i vandet.
Der er tilsyneladende delt video af angrebet på sociale medier. Her ser man først en haj svømme blandt mennsker på lavt vand.
Dernæst sker angrebet lidt længere fra kysten.
På en video hører man ifølge Times of Israel en person råbe:
»Han er ved hajen, han kæmper med den. De spiser ham, de spiser manden - kan ikke se ham.«
Mediet skriver videre, at en strandgæst slog alarm til myndighederne.
Vedkommende fortalte, at en person var blevet bidt, og at han skreg om hjælp.
Personen sagde også, at han mente, at offeret var ved at drukne, og at ingen var på vej ud for at redde ham.
Til sidst mistede personen bag opkaldet manden af syne.
En anden strandgæst siger til Times of Israel, at manden råbte, at hajen 'bed ham'.
Flere medier skriver, at det er første gang, der sker et hajangreb af denne slags i Israel.
Ziv Demeter fra den lokale redningstjeneste siger, at det kan tage timer eller dage at finde manden, hvis han ikke var iført dykkerdragt, som holder kroppen oppe i vandoverfladen.
Angrebet skete angiveligt i et område, hvor svømning er forbudt.