Fremtrædende republikaner vender tilbage efter længere sygefravær
84-årige Mitch McConnell stemmer for første gang i Senatet siden et alvorligt fald i juni, skriver han på X.

84-årige Mitch McConnell stemmer for første gang i Senatet siden et alvorligt fald i juni, skriver han på X.

Den fremtrædende amerikanske senator Mitch McConnell, der tidligere var Republikanernes leder i Senatet, er mandag vendt tilbage til Kongressen.
Det skriver han i et opslag på det sociale medie X.
- I dag (mandag, red.) skal jeg afgive min første stemme i Senatet, siden jeg kom ud for et alvorligt fald tilbage i juni. Jeg glæder mig virkelig til at være tilbage i Senatet og se mine kolleger, lyder det fra 84-årige McConnell.
McConnell blev i midten af juni indlagt på et hospital. Han har siden forklaret, at indlæggelsen skyldtes et alvorligt fald, og at han derpå fik en lungebetændelse.
- Min genoptræning har været en lang og ofte frustrerende proces, og de vedvarende følgevirkninger af polio, som jeg fik som barn, har ikke gjort det nemmere, skriver McConnell.
- Jeg er stadig ikke helt tilbage på 100 procent, men jeg har forsikret Thune (John Thune, Republikanernes flertalsleder i Senatet, red.) om, at jeg - mens jeg fortsætter med fysioterapi efter mine lægers råd - vil gøre mit bedste for at være til stede ved vigtige afstemninger.
McConnell, der ikke genopstiller ved midtvejsvalget i november, viste sig mandag på gangene i Kongressen i en kørestol.
Mitch McConnells helbred har i flere år været genstand for stor opmærksomhed.
Hans pludselige og langvarige fravær har i Washington D.C. givet anledning til omfattende spekulationer. Spekulationerne har handlet om hans reelle helbredstilstand.
McConnell blev i 2023 indlagt efter et fald, der gav ham en hjernerystelse.
Senere blev han to gange set "fryse" under offentlige optrædener, hvor han pludselig gik i stå og blot stirrede frem for sig.
Under et fald sidste år forstuvede han desuden håndleddet, og tidligere i år tilbragte han mere end en uge på hospitalet efter influenzalignende symptomer.
Han trådte tilbage som leder for Republikanerne i Senatet i november 2024 efter 17 år på posten. Han var dermed den længst siddende leder for et parti i Senatets historie.
RITZAU