EU har allerede ryddet op i kabel-junglen ved at kræve USB-C som standard for kabler til mobiltelefoner, computere og andre elektroniske enheder.
Nu er turen kommet til opladerne.
EU-Kommissionen har mandag besluttet, at eksterne opladere i EU have mindst én USB Type-C-port.
Forslaget skal gælde fra udgangen af 2028.
Det betyder, at EU får én fælles standard. Både for kabler og opladere.
Det vil gøre opladning nemmere for forbrugerne, siger EU-kommissær for energi og boliger, Dan Jørgensen.
- Det skal gøre hverdagen lettere, når vi for eksempel skal oplade vores smartphones og bærbare computere.
- Med kravet sætter vi forbrugerne først, samtidig med at vi passer bedre på miljøet, siger Dan Jørgensen.
Han mener, at forslaget vil kunne mærkes for de omkring 450 millioner borgere i EU.
Hvert år købes der nemlig over 400 millioner eksterne strømforsyninger i EU.
De nye regler vil dække eksterne strømforsyninger til eksempelvis bærbare computere, smartphones, trådløse routere og computerskærme.
Producenterne får tre år til at forberede sig på ændringerne.
Initiativet vil dermed være endelig implementeret ved udgangen af 2028.
Samtidig stilles der skærpede krav til opladernes energieffektivitet.
Også det vil kunne mærkes: Frem mod 2035 forventes initiativet at spare energi svarende til forbruget i 140.000 elbiler om året, siger Dan Jørgensen.
- Vi sætter større krav til energieffektiviteten i opladerne, så strømforbruget mindskes.
- Samtidig mindsker vi elektronikaffaldet, når vi kan bruge den samme oplader til flere enheder siger Dan Jørgensen.
EU-Kommissionen forventer, at initiativet frem mod 2035 vil reducere drivhusgasudledninger med ni procent og sænke forurenende emissioner med 13 procent.
Samtidig vurderer kommissionen, at europæiske forbrugere kan se frem til årlige besparelser på omkring 100 millioner euro.
/ritzau/