Fredsaftale er en 'kæmpe nyhed': 'Men man bør nok vente med at åbne champagnen'
Der er dog stadig nogle knaster, parterne skal over, før freden for alvor vil indfinde sig, siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

Der er dog stadig nogle knaster, parterne skal over, før freden for alvor vil indfinde sig, siger B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær.

Den netop indgåede fredsaftale mellem USA og Iran er 'en kæmpe nyhed'.
Sådan lyder det fra B.T.s udlandsredaktør, Jeppe Elkjær, efter Pakistans premierminister, Shehbaz Sharif, fredag skrev på det sociale medie X, at en fredsaftale mellem Iran og USA nu er en realitet.
Rundt omkring i verden har folk ellers været en smule skeptiske angående Trumps tidligere melding om en fredsaftale allerede i weekenden.
»Det skyldes hovedsageligt, at den amerikanske præsident adskillige gange før har erklæret, at en aftale var lige oppe over – og så skete der ikke noget,« siger Jeppe Elkjær.
Men med meldingen fra den pakistanske premierminister så lyder det for alvor til, at vi er tæt på en reel fredsaftale, fortæller han.
Der er dog fortsat en række ting, der skal falde på plads, før man reelt kan glæde sig over freden.

»Vi har flere gange tidligere hørt, at en aftale var tæt på. Og derfor skal jeg se den endelige aftale underskrevet og ført ud i livet, før jeg for alvor tror på det,« lyder det fra udlandsredaktøren.
Derfor bliver det også helt centralt at kigge på, hvad aftalen kommer til at indeholde.
»Hele årsagen til at gå i krig fra amerikansk side var jo, at Iran ikke må have atomvåben. Og det skal helst være en del af aftalen, før den kan blive set som en succes,« siger Elkjær.
Derudover er der hele spørgsmålet om Hormuzstrædet, som også bliver ekstremt afgørende for, hvordan en aftale modtages.
»Så derfor bør man nok vente med åbne champagnen og fejre freden, til alt er underskrevet og igangsat,« siger Jeppe Elkjær