Det er kun et spørgsmål om tid, før Israel befinder sig i direkte krig med Libanon.
Sådan lyder vurderingen fra B.T.s mellemøstkorrespondent, Jotam Confino, på baggrund af den seneste udvikling i regionen.
Efter Hizbollah sendte mere end 200 raketter og droner med sprængstof ind over Israel, har det danske Udenrigsministerium frarådet alle rejser til Israel.
»Jeg er lidt overrasket over, at det først sker nu, for det har stået på i flere måneder. Men nu kan krigen være lige op over. Det er min vurdering, at den vil komme indenfor de næste par uger, hvis Israel og Hamas ikke kommer frem til en aftale,« siger Confino.

Så længe Israel stadig angriber Hamas, vil Hizbollah stadig angribe Israel.
»Meningsmålinger i Israel viser, at befolkningen nu bakker op om en egentlig krig mod Hizbollah,« siger Confino.
Israels tidligere forsvarsminister Benny Gantz har været ude at advare Libanon om, at Israels militær kan ødelægge Hizbollahs militære kapacitet i løbet af et par dage.
Så nemt tror B.T.s mellemøstkorrespondent dog ikke, at det bliver.

»Det er vist mest et udtryk for klassisk israelsk arrogance. Hizbollah har altså 50.000 medlemmer. De har 150.000 missiler, og dermed langt flere end Hamas. Men jeg er ikke i tvivl om, at Israel kommer til at gå hårdt til værks. De har været ude at sige, at de vil smadre Libanon tilbage til middelalderen. Det bliver meget blodigt,« siger han.
Turismen har lige nu langt fra første prioritet i Israel, men det er et problem for landet, at et land som Danmark nu også fraråder rejser til landet.
»I forvejen har Israel oplevet et kæmpe dyk i turismen. Der er kun en tiendedel i forhold til sidste år. Og med dette tiltag fra Danmark, bliver det ikke bedre. Det gør ondt på den israelske økonomi,« siger han.