En franskmand er blevet den heldige vinder af et originalt Picasso-maleri til en værdi af over en million euro - svarende til 7,5 millioner kroner - ved et velgørenhedslotteri i Frankrigs hovedstad, Paris.

Vinderen Ari Hodara blev trukket blandt 120.000 solgte lodder til 100 euro stykket - eller 750 kroner.

Han købte sin vinderbillet i weekenden. Han er softwareingeniør og er fra Paris.

- Jeg blev overrasket. Når man deltager i sådan noget, forventer man ikke at vinde, siger Hodara i en telefonsamtale med arrangørerne kort efter lodtrækningen.

Lodtrækningen foregik hos auktionshuset Christie's, og størstedelen af indtægterne går til forskning i sygdommen Alzheimers.

Folk fra 52 lande havde købt lodder for at forsøge at få fingrene i det originale værk, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det dyrebare maleri hedder "Tête de Femme" og er malet af Pablo Picasso i 1941.

Det er tredje gang, at der bliver afholdt et velgørenhedslotteri, hvor det er muligt at vinde et originalt værk af den berømte spanske kunstner.

Det er dog første gang i lotteriets historie, at alle 120.000 lodder er blevet solgt, oplyser arrangørerne. 12 millioner euro - svarende til næsten 90 millioner kroner - er blevet indsamlet i år.

Lotteriets første udgave i 2013 indbragte 4,8 millioner euro og gav Picassos maleri til den dengang 25-årige amerikaner Jeffrey Gonano. Indtægterne gik til bevarelsen af den libanesiske by Tyros, som er på UNESCO's verdensarvsliste.

Ved den anden udgave i 2020 vandt en italiensk kvinde et Picasso-maleri med en lodseddel, hun havde fået i julegave fra sin søn. Indtægterne blev doneret til sanitetsprojekter i skoler og landsbyer i Cameroun, Madagaskar og Marokko.

/ritzau/Reuters