Det får store konsekvenser for flytrafikken, at franske flyveledere denne mandag – 1. maj – strejker.

Blandt andet aflyses også fly til og fra Københavns Lufthavn.

Det skriver branchemediet Check-In.

Blandt andet har strejken ført til, at flyselskabet Ryanair har aflyst 220 flyvninger fra og til det franske, mens udvalgte flyvninger med SAS, Norwegian, Air France og EasyJet må aflyses til og fra lufthavnen i København.

Ifølge branchemediet Check-In begyndte strejken sent søndag aften og er sat til at vare frem til tirsdag morgen klokken 6.

De franske flyveledere går i strejke på arbejdernes internationale kampdag for at markere deres utilfredshed med den pensionsreform, som den franske præsident, Emmanuel Macron, har i sinde at gennemføre.

Siden planerne om pensionsreformen kom frem tidligere på året, har Frankrig været ramt af flere strejker og demonstrationer, der også har ført til optøjer i gaderne.

I midten af april fortalte Emmanuel Macron ifølge Ritzau, at han forstår vreden over pensionsreformen – men samtidig slog han fast, at den ifølge ham er nødvendig:

»Er reformen blevet accepteret? Tydeligvis ikke. Til trods for månedsvis af rådslagninger er vi ikke kommet til enighed, og det beklager jeg,« lød det fra den franske præsident under en tale, efter han havde underskrevet reformen, der hæver pensionsalderen i landet fra 62 til 64 år.