Fransk politi vil være massivt til stede under en demonstration til ære for den afdøde højrefløjsaktivist Quentin Deranque i weekenden.
Det oplyser Frankrigs indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.
23-årige Quentin Deranque døde, efter at han 12. februar blev tævet under en højrefløjsprotest i Lyon.
Hans støtter har annonceret en march for at ære hans minde lørdag i den franske by Lyon.
De Grønnes Gregory Doucet, der er borgmester i Lyon, har bedt staten om at forbyde demonstrationen. Men det har indenrigsminister Laurent Nunez afvist.
Indenrigsministeren siger, at han har planlagt at indsætte en "ekstremt stor politistyrke" med forstærkninger fra andre byer.
Det ventes ifølge AFP, at der kommer omkring 2000 til 3000 personer til marchen. Det ventes også, at der vil komme moddemonstrationer med personer fra den yderste venstrefløj.
Syv personer, heriblandt en person, som arbejder som assistent for et parlamentsmedlem fra venstrefløjspartiet Det Ukuelige Frankrig (LFI), vil ifølge en anklager i sagen blive sigtet for drabet på Quentin Deranque.
De syv var blandt 11 personer, der tidligere på ugen blev anholdt.
Indtil videre er en person på 20 år og en på 25 år blevet sigtet for drab i sagen, skriver AFP på baggrund af anklagemyndigheden i Lyon og de to personers advokater.
En tredje person er blevet sigtet for medvirken.
Jordan Bardella, som er leder for det højrenationalistiske parti National Samling - på fransk Rassemblement National (RN) - har opfordret partiets medlemmer til ikke at deltage i demonstrationerne i weekenden.
- Vi beder jer om, med udtagelse af meget specifikke og strengt kontrollerede lokale situationer (som en hyldest organiseret af en kommune for eksempel), ikke at deltage i disse forsamlinger ikke at associere National Samling med dem, skriver han i en besked til partimedlemmer, som AFP har set.
Quentin Deranques død har øget spændingerne mellem den yderste venstrefløj og den yderste højrefløj i Frankrig.
Samtidig står Frankrig over for flere valg.
I marts er der nemlig lokalvalg, mens der i 2027 er præsidentvalg. Her ses det højreorienterede National Samling at stå med sin hidtil bedste chance for at få præsidentposten i landet.
/ritzau/AFP
