En fransk helikopter tilhørende gendarmeriet, et militært korps med politiopgaver, er styrtet ned i et skovområdet nær byen Orléans i Loiret-regionen i Frankrig.  

Det skriver blandt andet den franske avis Le Figaro.

En gendarm er død, og to andre er alvorligt såret, skriver nyhedsbureauet TT.

»Alle mine tanker går til den nationale gendarmeristyrke efter den forfærdelige helikopterulykke i Loiret,« skrev regionens leder blandt andet i et opslag på X.

Ifølge Le Figaro styrtede helikopteren ned under en eftersøgningsoperation søndag eftermiddag – helikopteren havde ifølge mediet efterforsket området i flere timer i jagten på en teenager, der var forsvundet aftenen før, og som siden er blevet fundet.

Der er sat en undersøgelse af ulykken i gang, da årsagen til ulykken endnu ikke er fastslået, oplyser lokale myndigheder.