Fransk militær er onsdag aften gået ombord på et olietankskib, der mistænkes for at tilhøre Ruslands skyggeflåde. Oplysninger tyder på, at skibet, 'Pushpa', befandt sig nær dansk farvand på tidspunktet for de mystiske droneflyvninger over Danmark.

Ifølge data fra søgemaskinen Vesselfinder lå skibet, som nu ligger for anker ud for den franske havneby Saint-Nazaire, ud for den danske kyst mellem 22. og 25. september, hvor flere droneflyvninger tvang flere lufthavne til at lukke.

Det skriver AFP. 

Tankeren mistænkes derfor for at være en del af Ruslands såkaldte skyggeflåde – aldrende olietankere, som Rusland bruger til at omgå vestlige sanktioner. 

Den forlod Primorsk i Rusland den 20. september med Vadinar i Indien som officiel destination.

Omkring kl. 18 rapporterede AFP, at det franske militær var gået om bord på skibet.

Ifølge AP kommenterede den franske præsident, Emmanuel Macron, hændelsen under EU-topmødet i Danmark.

»Besætningen har begået alvorlige overtrædelser, og derfor er der nu indledt en retssag,« sagde han.

AP rapporterer også, at besætningen ifølge de franske myndigheder »nægtede at samarbejde« og ikke var i stand til at »bekræfte skibets nationalitet«.