Macron er fast besluttet på at stoppe alle, som "bruger religion til at opbygge parallelsamfund".

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, siger, at islam i dag er en religion, som er i krise over hele verden.

I en med spænding imødeset tale om kampen mod islamisk radikalisme i Frankrig siger Macron, at islam er i krise som følge af "ekstremt forhærdede positioner".

Han siger, at hans regering senere i år vil fremlægge udkastet til en ny lov, som skal styrke sekularismen i Frankrig, så politiske forhold kan diskuteres uafhængigt af religion.

Macron, der holdt talen i en vestlig forstad til Paris, advarer om, at der er en "islamisk separatisme" i landet.

Den franske præsident bebuder samtidig, at et forbud mod tørklæder og slør vil blive udvidet til også at omfatte ansatte i den private sektor.

Staten skal også have bemyndigelse til at gribe ind, hvis et lokalt styre har givet uacceptabelt mange indrømmelser til islamister.

En ny politik skal dæmme op for islamisk separatisme hedder det.

Macron henviser til "religiøse menuer" i skolekantiner og kønsadskilte hold i svømmehaller. Hans talsmænd henviser også til muslimske undergrundsskoler, hvor der lægges vægt på religiøse dogmer, mens almindeligt skolepensum skubbes i baggrunden.

I Macrons bagland og indenrigsministeriet siger flere kilder, at præsidenten er fast besluttet på at stoppe alle, som "bruger religion til at opbygge parallelsamfund".

Den franske regering siger, at de planlagte retningslinjer kan omfatte enhver religion, men at det er islamisme, som er den afgørende bekymring.

Frankrig har et stort muslimsk mindretal, som hovedsageligt er kommet fra landets tidligere kolonier i Nordafrika. Politisk islam og reaktioner mod det har i en lang årrække præget det politiske liv i landet.

Macron har kaldt islamisme for en "dødelig ideologi" efter blodige angreb udført af ekstremister forskellige steder i Frankrig.

Mange franske muslimer siger, at bekymringen har ført til en stigmatisering, hvilket har været nævnt ofte i diskussioner om unge kvinders tørklæder.

Den nye lovpakke ventes at blive behandlet i parlamentet i begyndelsen af det nye år.

/ritzau/AFP