Franske og udenlandske lastbilchauffører kan igen rejse ind i Frankrig fra Storbritannien, forudsat at de kan fremvise en negativ covid-19-test foretaget senest 72 timer før indrejsetidspunktet.
Det oplyser det franske transportministerium i en meddelelse sent tirsdag aften, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Britiske myndigheder vil stille testfaciliteter til rådighed for lastbilchauffører, så de hurtigt kan få deres resultater og køre til Frankrig, oplyser ministeriet videre.
I tilfælde af en positiv test skal chaufføren selvisolere på britisk jord i ti dage, lyder det videre.
Frankrig var et af de første lande, der besluttede at lukke grænsen mod Storbritannien på grund af en særligt smitsom, ny variant af coronavirus.
Ifølge BBC kører omkring 10.000 lastbiler med fragt mellem havnebyen Dover i Storbritannien og den franske havneby Calais om dagen i juleperioden.
Og selv om varer fra Frankrig til Storbritannien er tilladt, har der været frygt for, at lastbilchauffører vil undgå turen, fordi de ikke vil strande i Storbritannien.
Den britiske supermarkedskæde Sainsbury's har tidligere advaret om, at situationen kan føre til tomme hylder, hvis ikke den hurtigt bliver løst.
Natten til onsdag dansk tid har Dover igen åbnet for trafikken ud af Storbritannien.
Det betyder, at flere hundrede strandede lastbiler nu kan komme til Frankrig, skriver nyhedsbureauet AFP.
Der har, siden grænsen blev lukket, været lange køer af lastbiler med varer, som ikke har kunnet komme ud af Storbritannien.
Grænsen blev åbnet for trafik igen ved midnat til onsdag. Dog er det ventet, at det vil tage lang tid, før de mange lastbiler er ude af Storbritannien.
Tirsdag aften meddelte den franske premierministers kontor, at Frankrig vil åbne døren på klem for nogle af de mange EU-borgere, der er strandet i Storbritannien.
De kan således få lov til at rejse ind i Frankrig eller gennem Frankrig, hvis de har en negativ coronatest, der er højst 72 timer gammel.
/ritzau/

