Frankrig indstiller for nuværende brugen af chokgranater i forbindelse med store gymnasieprotester.

Det siger landets indenrigsminister, Laurent Nuñez, onsdag til radiostationen RTL.

Mandag mistede en 15-årig sin hånd under protesterne, hvor demonstranter viser deres utilfredshed med nedslidte skoler og højt lærerfravær i Frankrig.

Laurent Nuñez ønsker mere klarhed over, hvad der skete i situationen med eleven. En betjent er blevet sigtet i forbindelse med hændelsen.

Imens er der igangsat yderligere 18 interne undersøgelser af det franske politi efter beskyldninger om brutal fremfærd under demonstrationerne.

Tirsdag var titusindvis af mennesker på gaderne på den seneste dag med protester.

Præsident Emmanuel Macron holdt krisemøde med premierminister Sebastien Lecornu og andre ministre om situationen.

I løbet af onsdag ventes Lecornu at holde en tale om protesterne og landets økonomiske situation.

RITZAU/AFP