Flammerne hærger Frankrig, hvor butikker bliver plyndret, byer bliver smadret og bygninger sat i brand under voldsomme optøjer.

Paris, Lyon, Limoges, Marseille og Montpellier er blandt de mange byer, hvor kaosset hærger.

Og den seneste udvikling er en gave for højrefløjspartiet Rassemblement National (RN) – på dansk National Samling – vurderer B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær.

»De her ekstreme optøjer, som vi ser i Frankrig, er paradoksalt en kæmpe gave til den franske højrefløj med Marine Le Pen og Jordan Bardella i spidsen,« siger han om partiets to frontfigurer.

»Deres National Samling var allerede ekstremt tæt på at tage magten i parlamentet for to år siden. Men hvis de her optøjer får lov til at fortsætte, så er det svært at se, hvordan Marine Le Pen ikke skal kunne kalde sig selv fransk præsident efter valget til foråret.«

Søndag aften tog den franske præsident Emmanuel Macron ordet i en storomtalt tale til nationen.

Marine Le Pen og Jordan Bardella. Sidstnævnte er formand for partiet, mens Marine Le Pen står i spidsen for partiets gruppe i det franske parlament, Assemblée Nationale. Foto: Mehdi Fedouach/AFP/Ritzau Scanpix

»Oprørere fra små grupperinger på den yderste venstrefløj, som fik tilslutning fra mange kriminelle, har udøvet hæmningsløs vold i vores byer,« sagde han.

Den del er også fordelagtig for Rassemblement National.

»De her scener i blandt andet Paris' gader spiller lige ind i den fortælling om et Frankrig, der har ladet stå til – ikke mindst når det kommer til indvandring – i årevis,« siger Jeppe Elkjær.

»Allerede inden de her optøjer så Le Pen, Bardella og National Samling ud til at kunne tage en historisk sejr næste år. Og det her har på ingen måde mindsket det.«

Den franske indenrigsminister Laurent Nuñez har indgivet sin opsigelse i forbindelse med protesterne, men den har præsident Emmanuel Macron afvist. Foto: Julien De Rosa/EPA/Ritzau Scanpix

Marine Le Pens kandidatur til præsidentvalget har været et gigantisk samtaleemne efter en dom for at have svindlet med EU-midler.

I første ombæring blev hun suspenderet fra at kunne stille op grundet dommen. Men den er blevet anket, og nu forventes Frankrigs højeste domstol at fælde dom inden det franske valg.

Indtil videre agter hun at stille op, oplyser hun.

Det franske præsidentvalg finder sted til foråret 2027 og afholdes over to runder.

Den første finder sted 18. april. Hvis ingen kandidater får mere end 50 procent, så går de to øverste videre til anden runde.

Du kan følge alt det seneste fra den voldsomme uro rundt i Europa her.