Frankrig sender yderligere militære midler til Grønland foruden det første hold franske soldater, som allerede er ankommet til øen.
Det oplyser Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på et pressemøde torsdag eftermiddag ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Et første hold franske soldater er allerede på stedet og vil blive forstærket de kommende dage, siger han.
Forstærkningerne gælder både til lands, til vands og i luften, oplyser Macron.
Tidligere torsdag indkaldte den franske præsident til et hastemøde i forsvarskabinettet. Blandt andet for at diskutere USA's præsident Donald Trumps erklærede ønske om at gøre Grønland amerikansk.
Ifølge Trump er amerikansk kontrol over Grønland "afgørende" for "Den gyldne kuppel". Et missilforsvarssystem, som hans administration står bag.
Frankrig er blandt de Nato-allierede lande, som samarbejder med det danske forsvar om øget øvelsesaktivitet i Grønland grundet sikkerhedspolitiske spændinger i Arktis.
Foruden Frankrig har også Sverige, Norge, Tyskland og Storbritannien oplyst, at man sender personel til Grønland som en del af den danske øvelse "Operation Arctic Endurance".
Også Holland slutter sig til det danske forsvars tilstedeværelse og øgede øvelsesaktivitet i Grønland.
Det siger landets forsvarsminister ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag.
Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, og Forsvarsministeriet oplyste onsdag, at man har besluttet at fortsætte Forsvarets øgede øvelsesaktivitet på øen.
Udmeldingen kom, få timer inden Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) onsdag mødtes med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio i Washington D.C.
Her drøftede parterne den amerikanske præsident Donald Trumps udtalte ønske om at erhverve sig Grønland.
Trump ønsker at få Grønland i sin besiddelse af hensyn til sikkerhedssituationen i Arktis-området, hvor han ser Rusland og Kina som trusler mod USA.
Ifølge Donald Trump kan Danmark ikke "gøre noget som helst, hvis Rusland eller Kina vil besætte Grønland", men det kan USA, mener han.
/ritzau/
