35 millioner indbyggere – og et meget stort antal turister.

Så mange mennesker er i fare på grund af ekstremt vejr i store dele af Frankrig netop nu. Og det ser kun ud til at blive værre.

Ifølge den franske tv-kanal BFMTV har myndighederne udstedt røde advarsler om ekstrem hedebølge i 49 af de 96 franske departementer.

Det er en advarsel i den allerhøjeste kategori, hvor borgerne alarmeres om, at vejret kan være livsfarligt.

Det gælder blandt andet i hovedstaden og turistmagneten Paris og flere andre turistdestinationer i det centrale, sydlige og vestlige Frankrig.

Mandag kan temperaturerne komme helt op på 42 grader flere steder, og det ekstreme vejr har allerede kostet flere dødsfald, ligesom der er sat omfattende foranstaltninger i værk for at beskytte borgerne mod hedebølgen.

Eksempelvis er flere udendørs sportsbegivenheder blevet aflyst, indtag af alkohol under den nationale musikfestival Fête de la Musique søndag blev begrænset eller endda gjort helt forbudt, og tusinder af skoler er blevet lukket.

Adskillige ældre franskmænd er omkommet som følge af de ekstreme temperaturer, og alene lørdag druknede fire børn i alderen 11 til 17 år i svømmeulykker, skriver The Guardian.

Hvis du er ramt af hedebølgen i Frankrig, så hører B.T. gerne fra dig på mailen 1929@bt.dk

Det sker samtidig med, at rigtig mange franskmænd har søgt tilflugt i havet, søer, kanaler og floder for at køle sig lidt ned.

Der blev danset i gaderne i den sydvestfranske storby Bordeaux under søndagens Fete de la Musique. Flere andre steder i landet blev salg og indtag af alkohol forbudt under musikfestivalen på grund af hedebølgen.
Der blev danset i gaderne i den sydvestfranske storby Bordeaux under søndagens Fete de la Musique. Flere andre steder i landet blev salg og indtag af alkohol forbudt under musikfestivalen på grund af hedebølgen. Foto: Romain Perrocheau/AFP/Ritzau Scanpix

Og det får de behov for også de kommende dage.

For de voldsomt høje temperaturer er ikke på retur – tværtimod.

»Meget høje temperaturer er ved at sætte ind på lang sigt, lyder det fra Frankrigs meteorologiske institut Météo-France.

Vejrinstituttet kalder hedebølgen 'usædvanlig' og langvarig og forventer, at flere temperaturrekorder for juni måned står for fald.

Der er endda mulighed for, at alletiders vejrrekorder kan stå for  fald flere steder i det franske.

Frankrigs økologiminister, Mathieu Lefèvre, sagde søndag, den ekstreme varme kræver 'stor forsigtighed og mange forholdsregler' – både fra myndighedernes og den enkelte borgers side.

Det er ikke kun i det  centrale, vestlige og sydlige Frankrig, borgerne – og turisterne – skal være påpasselige.

Hele 40 departementer er sat i orange alarmberedskab, hvilket er den næsthøjeste kategori, mandag.