Hele verden kunne lørdag følge med i hundredvis af demonstrationer i Frankrigs gader og stræder.

Her dagen derpå skal de voldsomme optøjer så gøres op – og det er tydeligt, at Frankrig er meget medtaget.

Mange biler blev sat i brand lørdag. Foto: Stephanie Lecocq/Reuters/Ritzau Scanpix

Flere medier melder om store konsekvenser. Alt fra smadrede bygninger, plyndrede butikker og nedbrændte biler fylder nu i flere franske byer.

Ifølge det norske medie VG, er intet mindre en 1.500 butikker over hele landet blevet ramt af plyndringer og ødelæggelser.

Billeder fra flere steder viser knuste butiksvinduer, samtidig med at landets detailbranche anslår skaderne til flere milliarder kroner.

Der skulle både være blevet stjålet mad, ure, håndtasker og meget andet.

NRK melder at byerne Marseille, Nice, Nantes, Bordeaux, Limoges, Lille, Toulouse og Strasbourg og hovedstaden Paris blev ramt af hærværk, plyndringer og vold.

Videre lyder det, at 1.800 personer er blevet anholdt, mens 150 politibetjente er blevet såret under demonstrationerne.

Den franske avis Le Figaro skriver, at der søndag er mere end 1.000 medarbejdere i Paris' gader for at håndtere den massive oprydningsopgave.

Derudover skulle én demonstrant have mistet livet i Paris, skriver Le Parisien.

Flere franske rådhuse, som dette i Limoges, stod i brand lørdag. Foto: Clotaire Achi/Reuters/Ritzau Scanpix

Blandt demonstranterne var blandt andet aktivister fra 'De Gule Veste', fagforeninger og gymnasieelever, der protesterer på grund af leveomkostningerne, nedslidte gymnasier og lærermangel.

Mere end 500.000 skulle have deltaget i demonstrationerne over hele landet. Det oplyser Frankrigs indenrigsminister.

Du kan læse mere om sagen HER.