Frankrig vil bistå eftersøgningen efter en forsvunden miniubåd i Nordatlanten med et skib, der er udstyret med et fartøj til dybhavsdyk.

Det oplyser den franske regering tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Skibet hedder »Atalante« og hører under forskningsinstituttet Ifremer.

Instituttet blev mandag kontaktet af den amerikanske flåde med et ønske om hjælp.

Ombord på »Atalante« er en undervandsrobot, der kan dykke 6000 meter. Det er meget længere nede end skibsvraget »Titanic«, som miniubåden var på vej til, da den mistede kontakt med overfladen søndag.

Der sendes desuden flere besætningsmedlemmer fra et andet skib til eftersøgningen, skriver Reuters.

En unavngiven person fra den franske regering bekræfter over for Reuters, at en fransk statsborger er blandt de forsvundne om bord på miniubåden.

Der er tale om den 77-årige franskmand Paul-Henri Nargeolet. Han har i årevis beskæftiget sig med vraget efter »Titanic«.

Han stod i 1987 i spidsen for den første ekspedition, der undersøgte vraget af det verdenskendte skib.

Den savnede ubåd har tirsdag været væk i omkring tre døgn. Den forsvandt søndag morgen lokal tid – søndag eftermiddag dansk tid.

Det 6,7 meter lange undervandsfartøj mistede kontakt med overfladen, cirka en time og 45 minutter efter at den var sendt afsted.

Også en britisk milliardær ved navn Hamish Harding er med i ubåden.

58-årige Harding havde inden afgang fortalt på sociale medier, at han var stolt over at skulle afsted på turen til »Titanic«-vraget.

OceanGate Expeditions' ture ned til det berømte skibsvrag koster en kvart million dollar. Det svarer til 1,7 millioner kroner.

Turen ned til havbunden og op igen tager omkring otte timer, skriver BBC.

"Titanic" sank i april 1912, da det stødte på et isbjerg under sin jomfrurejse. Dengang var det verdens største passagerskib. Af de 2200 passagerer og besætningsmedlemmer, der var om bord, døde over 1500