Frankrigs anklagemyndighed har indledt en efterforskning af den iranske cyberenhed Shahid Kaveh i forbindelse med hackerangrebet mod europæiske supermarkeder.

Det oplyser den franske udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, ifølge Reuters.

Ifølge myndigheden blev angrebet udført på en måde, der er karakteristisk for gruppen, der hører under Irans Revolutionsgarde.

Der er udstedt en international arrestordre på lederen af gruppen samt hans to stedfortrædere.

De pågældende personer navngives ikke.

Den franske efterforskning har vist, at der er blevet brugt farsi, som er det officielle sprog i Iran, og at IP-adresserne peger på enheder, som befinder sig i Iran.

Udenrigsministeren siger ifølge nyhedsbureauet, at han har indkaldt den iranske ambassadør i landet.

- Det vil få konsekvenser for Iran, lyder det.

Ministeren siger også, at EU vil sanktionere landet.

Hackerangrebet mod supermarkeder rundt omkring i Europa fandt sted i begyndelsen af november.

Da meldte flere af virksomhederne om, at temperaturerne på deres køle- og frysesystemer var blevet skruet op til 50 grader i løbet af natten.

Flere danske virksomheder blev også ramt i angrebet.

To prorussiske hackergrupper hævdede efterfølgende på sociale medier, at de stod bag angrebet.

Det skrev den danske Styrelsen for Samfundssikkerhed.

- Det er på nuværende tidspunkt for tidligt at sige noget om, hvorvidt de to hackergrupper har spillet en rolle, skrev styrelsen i en pressemeddelelse.

RITZAU