'Jeg elsker dig uendeligt. Du er den stærkeste af alle fædre,' står der på billedet af den 14-årige pige.
Bag hende står den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy. Han er hendes far og hovedpersonen i det, der lige nu er verdens mest spektakulære fængselssag.

Instagram-billedet var Giulia Sarkozys farvel til sin far, inden han, som den første tidligere leder af et EU-land, lod sig fængsle tirsdag 21. oktober.
Da han forlod sit hjem klokken 09.15, hånd i hånd med hustruen – sanger og model Carla Bruni – og efterfulgt af sine børn og børnebørn, var der ingen tvivl om, at der blev skrevet historie.
Hundredvis af franskmænd var mødt op foran det tidligere præsidentpars adresse ved mondæne Villa Montmorency, en aflukket enklave i det vestlige Paris, der huser adskillige rigmænd og franske stjerner. For at støtte Sarkozy og på opfordring af ekspræsidentens sønner, inden han satte sig ind i en bil med kurs mod La Santé-fængslet i Paris.
Her ankom han klokken 09.39 under massiv bevågenhed.
»Han kommer til at sidde alene i sin celle (...) Han kommer altid til at være alene,« siger fængselsdirektør Sébastien Cauwel ifølge Le Figaro.
Der venter Nicolas Sarkozy et stort chok i et af Frankrigs sikreste fængsler. Kontrasten bliver enorm efter et liv i vild luksus til den nye hverdag, hvor han skal placeres i isolation af frygt for hans sikkerhed.
Samtidig er der placeret to sikkerhedsfolk i en nabocelle, der skal passe på manden, der var fransk præsident fra 2007-2012 og er blevet idømt fem års fængsel for sammensværgelse om at lade bidrag fra Libyen og diktatoren Muammar Gaddafi finansiere sin valgkamp i 2007.
På Prison de la Santé venter der Nicolas Sarkozy en celle, der er i omegnen af ni kvadratmeter. Den befinder sig i den afdeling, man kalder for 'sårbare fanger.' Med andre ord lidt bedre forhold end de gængse, selvom lydbilledet stadig er præget af fanger, der råber, skriger og banker mod væggene i ren og skær afmagt.

Cellen indeholder blandt andet bad, toilet, seng, et fjernsyn og en fastnettelefon.
Han får desuden mulighed for at gå to ture om dagen – alene – og adgang til et aktivitetsrum. Også på egen hånd.
Morgenmaden bliver ikke serveret på en bakke først på dagen. I stedet for får han en portion brød og marmelade med aftensmaden aftenen inden, der serveres klokken 18.30.
Allerede på førstedagen har Nicolas Sarkozy fået sit første af tre ugentlige besøg, da hustruen Carla Bruni besøgte ham tirsdag, på hans første dag som indsat.

Derudover brugte han dagen på at dyrke motion og er begyndt at skrive en bog, oplyser hans advokat Jean-Michel Darrois til Le Parisien, der i øvrigt fulgte ham hele vejen til fængslets indgang.
Sarkozy-lejren har i øvrigt anket dommen, og kort efter hans indespærring blev der indgivet en anmodning om løsladelse.
De håber på at få den tidligere præsident ud af fængslet om tre uger til en måned.
'Jeg vil sige til dem (franskmændene, red.) med min urokkelige styrke, at det ikke er en tidligere præsident, der bliver fængslet her til morgen. Det er en mand, der er uskyldig,' skrev Nicolas Sarkozy i en meddelelse på sine sociale medier.

Sagen om den storomtalte fængsling har vakt enorm furore i Frankrig, og den har fundet vej til magtens absolutte tinder.
Fredag var Sarkozy eksempelvis i audiens hos Emmanuel Macron i præsidentens bolig, Elysées-Palæet, hvilket kastede stor kritik af sig.
Samtidig har landets justitsminister, Gérald Darmanin, allerede nu varslet, at han agter at besøge Frankrigs tidligere statsoverhoved i fængslet.
»Jeg føler stor sorg for præsident Sarkozy,« sagde justitsministeren mandag.
»Den mand, jeg er – jeg har arbejdet sammen med ham – kan ikke være følelseskold over for en mands nød.«
Om Nicolas Sarkozy ender med at tilbringe få uger eller et halvt årti bag tremmer er ikke til at sige.
Til gengæld er det sikkert, at han ikke måtte medbringe mere ind bag fængslets mure end tre bøger og ti familiebilleder.

