Tulsi Gabbard trækker sig fra sin stilling som chef for de amerikanske efterretningstjenester.

Det skriver hun fredag i et fratrædelsesbrev, som hun har delt på det sociale medie X.

45-årige Gabbard har siden februar 2025 haft embedet som efterretningschef, hvor man fører tilsyn med de 18 amerikanske efterretningstjenester.

Det gælder blandt andet Central Intelligence Agency (CIA) og National Security Agency (NSA).

Gabbard siger, at hun er taknemmelig over for USA's præsident, Donald Trump, for at være blevet udpeget til stillingen, hvor man refererer direkte til præsidenten.

Men hun forklarer, at hendes mand har fået konstateret en sjælden form for knoglekræft.

- Jeg må nu stoppe i offentlig tjeneste for at være ved hans side og støtte ham i denne kamp, skriver hun i brevet.

Den 45-årige politiske profil har haft en omskiftelig karriere.

Hun har tidligere været valgt til Kongressen for Demokraterne i delstaten Hawaii.

Men i 2022 forlod Gabbard partiet og meldte sig senere ind hos Republikanerne.

/ritzau/