Forvirring efter kryptisk Trump-melding: Dropper søns bryllup og haster tilbage
Der er lige nu spekulationer om nye angreb i Iran, men også et andet land skulle være på den amerikanske præsidents radar.

Der er lige nu spekulationer om nye angreb i Iran, men også et andet land skulle være på den amerikanske præsidents radar.

Weekenden skulle egentlig have stået på både golf og sønnens bryllup for den amerikanske præsident, Donald Trump.
Men i et opslag på sit sociale medie Truth Social skriver præsidenten, at han er nødt til at blive i Washington, D.C., fordi 'omstændigheder vedrørende regeringen' ikke tillader ham at rejse væk.

»Jeg føler, at det er vigtigt for mig at blive i Washington, D.C. i Det Hvide Hus i denne vigtige tid,« skriver han videre.
Trump uddyber imidlertid ikke, hvad disse omstændigheder drejer sig om, og derfor spekuleres der hvidt og bred på, hvad det handler om.
Ifølge det amerikanske medie Axios indkaldte Trump fredag morgen sit nationale sikkerhedsteam til et møde med om krigen i Iran.
Mediet kan samtidig fortælle, at chefen for den pakistanske hær, Asim Munir, er på vej til Teheran for at forsøge at forhandle en aftale på plads mellem USA og Iran.
Tidligere på ugen annoncerede Trump, at han var klar til nye angreb mod Iran samme dag, men skrottede planerne igen, efter flere golfstater opfordrede parterne til i stedet at fortsætte forhandlingerne.
Amerikanske embedsmænd har angiveligt beskrevet forhandlingerne med Iran som 'omstridte' og uden megen fremgang.
Det er efter disse samtaler, at Trumps planer for weekenden er blevet skrottet, skriver Axios, som har talt med flere kilder tæt på Trump.
Rygterne svirrer om Cuba
Spekulationerne om, hvad der er i vente, nu hvor Trumps har meldt sit fravær til sønnens bryllup, handler dog ikke kun om Iran.
I Politico kan man læse, at embedsmænd i Washington har mistanke om, at militære angreb mod Cuba kan være nært forestående, efter at Trump-administrationen har øget presset for at svække det kommunistiske regime i landet.
Samtidig har Axios skrevet, at Cuba har fået over 300 militære droner fra Rusland og Iran og ifølge mediet overvejer at bruge dem mod amerikanske mål.
Oplysninger om dronerne kommer ifølge Axios fra unavngivne amerikanske embedsmænd.
Ifølge embedsmændene overvejer Cuba droneangreb mod den amerikanske flådebase i det østlige Cuba og amerikanske flådefartøjer.
Det fik Cubas præsident, Miguel Díaz-Canel, til i et opslag på X at komme med en advarsel om, at et eventuelt amerikansk angreb på Cuba vil ende med 'et blodbad med uoverskuelige konsekvenser.'
Præsidenten understregede i den forbindelse, at Cuba ikke udgør en trussel mod USA eller noget andet land.
I opslaget kommenterer han ikke Axios' historie om de 300 droner, men skriver at landet har ret til at forsvare sig selv.
'Cuba, som allerede udsættes for en flerdimensionel aggression fra USA, har den absolutte og legitime ret til at forsvare sig mod et militært angreb,' skriver han.