Der var dømt chokerede ansigtsudtryk og total stilhed, da en 29-årig mand ved navn Mike Cash den 11. december gik ind på politistation i Livonia i Detroit og tilbød at aflevere en dna-prøve.

Mike Cash siger nemlig, at han er en person, som politiet i Detroit har ledt efter de sidste 25 år.

Den 11. december 1994 forsvandt en fireårig dreng ved navn D'wan Sims sporløst, mens han var ude at handle i Wonderland Mall i Detroit med sin mor.

Allerede dengang var der stor mystik om sagen, skriver Local 4 News Detroit.

Politiet mente nemlig – ud fra en grundig gennemgang af videoovervågning – at kunne fastslå, at drengen aldrig var nået frem til det butikscenter, hans mor, Dwanna Harris, fortalte, drengen var forsvundet fra.

Hun blev kortvarigt mistænkt i sagen og måtte hyre en forsvarsadvokat.

Hun blev dog aldrig sigtet.

Og nu står Mike Cash så 25 år efter og siger, at han er den dreng, der forsvandt fra Dwanna Harris tilbage i 1994.

Politiet har taget en dna-prøve og vil nu sammenholde det med dna fra D'wan Sims' mor og far.

Derudover har Dwanna Harris været i kontakt med den mand, der siger, han er hendes søn.

»Hun har kontaktet og talt med den her person og spurgt ham til nogle personlige oplysninger, som kun hun og hendes søn, D'wan Sims, ville kunne svare på – som modermærker,« siger Ronald Taig, politichef i Livonia Police, ifølge USA Today:

»Han har ikke kunnet svare på de spørgsmål, ligesom han ikke kunne svare på spørgsmålet om sin fødselsdato.«

Alligevel undersøger politiet altså sagen.

De mener, at det kan tage tre til fire måneder, før det endelige svar foreligger.

Manden har angiveligt tidligere forsøgt at få fat på Dwanna Harris via Facebook, men her har hun blokeret ham.

Nu vil en dna-prøve så vise, om politiet i Detroit står til at få løst en 25 år gammel gåde.