Krigen i Ukraine har bragt en uhyggelig sandhed hele vejen til Danmark. En sandhed, der stod lysende klart i efteråret 2025.

Her blev droner angiveligt set flere steder over Danmark. Men er Danmark overhovedet klar til at håndtere den slags – potentielt fra fremmede magter?

Det spørgsmål har B.T. siden foråret forsøgt at få et interview med forsvarschef Michael Hyldgaard angående.

I maj lød svaret dog:

'Forsvarschefen takker for nuværende nej, men du er velkommen til at henvende dig på den anden side af en regeringsdannelse.'

Siden har gentagne henvendelser fra B.T. heller ikke resulteret i et interview med forsvarschefen om Danmarks mulige og kommende dronekapaciteter, så man undgår en situation som den, der udspillede sig sidste efterår – først ved Københavns Lufthavn og siden andre steder i landet.

Forsvarschef Michael Hyldgaard. Jeppe Elkjær

Men i forbindelse med den ukrainske præsident Zelenskyjs besøg i Danmark tirsdag og onsdag fik B.T. mulighed for at komme til at spørge Michael Hyldgaard om nogle af de spørgsmål, vi har håbet på at kunne få igennem i mindst et halvt år.

Det var i forbindelse med Zelenskyjs besøg på Kastellet til krænselægning sammen med kong Frederik, kronprins Christian, statsminister Mette Frederiksen og en række andre prominente navne.

På spørgsmålet om, hvordan Michael Hyldgaard ser Danmarks parathed til at håndtere droner, lød det kort fra forsvarschefen:

»Vi bygger jo luftforsvaret op i Danmark, og herunder også til droner, og det er vi rigtig godt i gang med.«

Han uddybede dog en smule, når det kommer til hvilke kapaciteter, Danmark er ved at anskaffe sig:

»Det er jo i et i forhold til at opdage og identificere dem (droner, red.), der må være her, og dem, der ikke må være her. Og så selvfølgelig en evne til også at nedtage, som skal være bedre, end den var sidste år, ikke?« lød det fra forsvarschefen – formentlig med henvisning til dronehændelserne sidste efterår.

I forbindelse med krigen i Ukraine har Danmark været blandt de største støtter af det krigsramte land.

Og her er vi blandt andet blevet lovet i retur, at vi får indsigt i ukrainsk krigsteknologi – heriblandt droner – som nogle af de første.

Forsvarschef Michael Hyldgaard møder B.T. Jeppe Elkjær

Det kom Michael Hyldgaard også kort ind på:

»Vi kan lære rigtig mange ting af Ukraine, de har jo stået med det her problem i lang tid, også i udviklingen i, hvad det er for en trussel, man står overfor. Så det lærer vi rigtig meget af.«

Det har længe været et kæmpe spørgsmål, hvad sidste efterårs store dronesag over Danmark overhovedet handlede om.

Og myndighederne har ikke kunnet be- eller afkræfte, om der reelt var droner over store dele af Danmark – med blandt andet en midlertidig nedlukning af flyvninger fra Københavns Lufthavn som følge.

Og da Michael Hyldgaard selv kom ind på sidste års hændelse, så var det oplagt for B.T.s udsendte at stille forsvarschefen et sidste spørgsmål:

Var der droner over Danmark sidste år?

Men så havde vi åbenbart opbrugt vores tid med forsvarschefen.

»Tak for det,« sagde han og gik sin vej.