Otte danske soldater blev i marts evakueret fra Irak, efter at landet blev angrebet som følge af storkrigen mellem USA, Iran og Israel.
Det bekræfter Forsvaret nu over for RADIO IIII.
- Der blev hjemtaget otte danske soldater fra Irak i marts 2026, de resterende tre, der var tilknyttet missionen, befandt sig ikke i Irak på daværende tidspunkt, oplyser Forsvaret i et skriftligt svar.
Flere NATO-lande har - i modsætning til Danmark - tidligere offentliggjort oplysninger om en fælles evakueringsoperation af NATO-soldater omkring 19. og 20. marts 2026.
Operationen bekræftes desuden af NATO selv, som i en pressemeddelelse beskriver, at de sidste soldater forlod Irak 20. marts.
Ifølge det norske forsvar, der selv sendte et Hercules-fly, bidrog ni forskellige NATO-lande med i alt 16 fly til evakueringen.
Offentlig tilgængelige flydata, som RADIO IIII har gennemgået, viser, at et dansk Hercules-fly, B-583, befandt sig i området, da evakueringen fandt sted.
Transportflyet slukkede sin transponder i ni kilometers højde over det sydlige Tyrkiet om aftenen 19. marts, fremgår det af data fra Flightradar24. Dagen efter blev transponderen tændt igen, da flyet befandt sig samme sted i ni kilometers højde. Hercules-flyet landede fire timer senere på Flyvestation Skalstrup ved Roskilde.
Forsvaret afviser overfor RADIO IIII at kommentere på, hvorvidt Danmark bidrog til evakueringen af NATO-soldater med det pågældende Hercules-fly, af 'operative hensyn'.
I internationale medier har udenlandske NATO-soldater beskrevet, hvordan deres base var under heftig beskydning. Det afviser Forsvaret også at kommentere på.
Det norske medie VG har interviewet en norsk soldat, som opholdt sig på NATOs base i Irak under angrebene.
Han fortæller om de intense dage fra den 1. marts, hvor angrebene mod Irak begyndte, til soldaterne bliver evakueret den 19. marts.
Den norske soldat beskriver, hvordan de flere gange måtte løbe i beskyttelsesrum, mens trykbølgerne fra angrebene kunne mærkes i kroppen.
Ifølge den norske soldat blev evakueringen gennemført som en såkaldt »taktisk takeoff«, hvor flyet letter meget brat. Det er en manøvre, der anvendes under særligt vanskelige og farlige forhold.
RADIO IIII har spurgt Forsvaret, hvad årsagen til at Danmark, i modsætning til en række allierede, ikke har meldt noget ud om evakueringen. Forsvaret skriver, at det skyldes, at Forsvaret ikke udtaler sig om omstændigheder under missioner af operative hensyn.