En 19-årig mand er fundet død, efter hans kajak kæntrede under en tur i Nordsøen. 

Det skriver Metro.

Manden ved navn Michael Henry forsvandt den 7. juli, da han padlede i havet nær Northumberland i det nordøstlige England.

Her kæntrede hans kajak, og Michael Henry forsvandt under vandet, mens hans ven, som var med på turen, overlevede ved at klamre sig til en bøje. 

Liget af den afdøde 19-årige blev fundet den 26. juli, altså mere end to uger efter, han forsvandt.

Han har tidligere været efterlyst, men eftersøgningen blev indstillet den 15. juli.

I en hyldest til teenageren har hans familie udtalt, at han var en »ivrig sportsmand, der elskede at være udendørs«. 

De takker alle for deres kærlighed, venlighed og støtte gennem Michael Henrys liv.